Anmeldelse af “På vandring med en pilgrimspræst” i Kristeligt Dagblad

af Steen Skovsgaard
Gennem dagbogsoptegnelser følger vi Anette Foged Schultz på de mange vandringer. De små beretninger efterfølges af poetiske sindbilleder, som afrundes med en refleksion over dagens oplevelser. Fortællemæssigt fungerer det godt. 
Skuffelse over folkekirken blandes med glæde over pilgrimsvandringernes muligheder i præsten Anette Foged Schultz’ nye bog
Tidligere pilgrimspræst og nu studenterpræst Anette Foged Schultz tager os i denne bog med på flere pilgrimsvandringer.
Vi følger hende på Camino de Santiago. To begivenheder danner baggrund for, at hun begiver sig ud på denne lange og traditionsrige pilgrims-vandring. Hun oplever en søndag morgen, at der ikke er forbindelse hverken til menigheden eller mellem hendes egen krop og ånd. Kroppen og sanserne er skåret fra.
Samtidig betyder tabet af et barn, at der opstår en ny længsel efter liv. Et såkaldt nøgent og autentisk liv.
Gennem dagbogsoptegnelser følger vi hende på de mange vandringer. De små beretninger efterfølges af poetiske sindbilleder, som afrundes med en refleksion over dagens oplevelser. Fortællemæssigt fungerer det godt.
Læseren får et indtryk af de mange tanker, glæder og sorger, succeser og skuffelser, som opstår undervejs. En pilgrimsvandring er nemlig flere ting:
Den er en forsoningsproces. Den er gudstjeneste. Den er et billede på livsvandringen.
En pilgrim er et sårbart menneske, som må bede om hjælp.

Som da en irsk vandrer på et tidspunkt giver op efter flere ugers vandring. Han er udmattet og fyldt med smerter og vabler. Udbrændt både på vandringen og i sit job. Hans ægteskab er også dødt.

Alle prøver at overtale ham til at gå videre, men forgæves. Indtil en brasiliansk kvinde går hen til ham og uden et ord trækker sokkerne af hans fødder og begynder at massere dem ind i eukalyptusolie. Tårerne løber ned ad kinderne på ham, men næste morgen står han op sammen med de andre og fortsætter vandringen.

Bogens undertitel, ”Med kritisk tilbageblik og håbefuldt fremsyn”, dækker over forfatterens skuffelse over folkekirken.
Pilgrimsvandringen er også en modstandsbevægelse. For folkekirken er så uendelig tung at danse med i forhold til fornyelse.
Højmessen fremstår som en forstoppelse af ord. Salmerne er gamle og synges bevidstløst uden at åbne sindet mod andagt og bøn.
Kolleger, biskop, provst, domprovst og kirketjenere mangler total forståelse for denne nye reformation, for de vil åbenbart kun åbne kirkerummet for den kedelige, ånds- og kropsløse gudstjeneste.
Hele denne kirke- og gudstjenestekritik er trist og meget lidt konstruktiv. Den mangler blik både for det liv og de dybder, som findes, og for den fornyelse, som rent faktisk finder sted – også inden for dette område.
I modsætning til det kritiske tilbageblik på folkekirken, så er der mere kraft i det håbefulde fremsyn.
Forfatteren erkender til slut, at hun endnu ikke har hørt evangeliet dybt nok. Herfra vil hun nu begynde sin videre vandring. Med at lytte og være stille. I bøn.
Det er et håbefuldt fremsyn, hvor vi er tilbage ved kirken. Og hvor der åbnes for længslen. Også længslen efter en konstruktiv og gennemtænkt pilgrimsteologi.
Det finder man ikke i denne bog, men mon ikke den kan være et skridt på vejen?
Bookmark the permalink.

Comments are closed.