Fællesskaber, pilgrimsvandring og kirkens rum i vores tid

Af pilgrimspræst i Viborg stift Anette Foged Schultz.

Der er bevægelse i tiden. Tiden er til bevægelse. Vores børn rejser ud i verden. Finder kærester i udlandet. Gifter sig måske og får børn derude.

Sidst min mand og jeg rejste på ferie fra Billund, mødte vi menighedsrådsformanden – som er en kvinde – i lufthavnen. Hun var på vej til London for at passe barnebarnet. Og det tar jo ikke længere tid at flyve til London eller Hamborg, end det tager at køre med toget til København.

Folk bor stadig i vores små landsogne. Men mange rejser hver dag langt for at passe job eller besøge familie. Fællesskaberne i landsognene bærer præg af, at de, der bor derude, ofte har deres fællesskaber udenfor sognets grænser. Familien og vennerne er spredt rundt om i landet og – som nævnt – måske også i udlandet.

Jeg tænker på det, når jeg vandrer med en gruppe pilgrimme over nogle uger. Fra kirke til kirke. Det er nogle meget stærke fællesskaber, der opstår under vandringerne. Man deler dagen og vejen. Tanker, drømme, tab – glæder og sorger. Man oplever storslået natur og hårde dage, hvor man går i regn eller sol fra morgen til aften og er udmattet, når man når frem. Man lærer hinanden rigtig godt at kende og lytter til hinandens livshistorier. Man ved, hvad der gør ondt og hvad der gør glad. Men når de 14 dage er gået, går man hver til sit. Fællesskabet opløses og vi begir os ind i andre fællesskaber. Arbejdsfællesskaber, der også varer en tid og så hører op, venskaber, der kan være nære men som kan glide ud, når den ene flytter langt væk osv. osv.

Vores tids fællesskaber har en anden karakter end fællesskaberne i landsognene for hundrede år siden. Dengang boede man det samme sted livet igennem. Blev døbt og – efter et langt liv – begravet fra den samme kirke. Havde børn og børnebørn lige om hjørnet. Den tid er forbi. Det kan man begræde og beklage og det er da også rigtigt, at vi har mistet noget. Vores tid har tendens til overfladiskhed. Men vi har også fået noget værdifuldt givet og jeg tænker, at vi skal passe på ikke at undervurdere vores tids fællesskaber – selvom mange af dem kun består en tid og så opløses igen.

I Kragelund sogn og kirke, som ligger på Hærvejen, oplevede vi – en gruppe på 20 pilgrimme, der vandrede fra Viborg til grænsen sidste sommer – noget, jeg sent vil glemme. I en af længerne i den gamle præstegård er der indrettet et pilgrimsherberg, hvor vi som pilgrimme kan overnatte på vandringen. Vi blev taget meget varmt imod af graveren ved kirken, som stolt viste os kirken og fortalte os, at kirken er åben hele døgnet fra juni til og med august. Pilgrimmene kan gå over og sætte sig i kirken, holde andagt der og hvile sig på en bænk. Bare sidde og ”være”, dér i et af de smukkeste og mest storslåede rum, der findes i vores samfund. Og det gør indtryk at se, hvordan pilgrimmene – hver gang vi kommer til en kirke – som en selvfølge vil ind i kirken. Holde hvil. Synge en salme eller flere. Høre et ord, at gå videre på.

Vi blir kirke og menighed i de uger, vi vandrer sammen. Vi holder andagt morgen og aften. Går i stilhed et par timer efter morgenandagten hver dag. Som præst har jeg sjælesorg undervejs. Man kan som deltager komme til mig og tale med mig om dét, der fylder. Det, der tynger eller gør ondt. Det er stort at følge et menneske et stykke vej og se ham eller hende bevæge sig. Ånde mere frit og få fat i livsmod og tro igen undervejs.

De pilgrimme, jeg har mødt, er sjældent det, vi kalder ”kirkevante”. Men de søger kirkens rum under vandringen. Det rum som menighedsrådene bestyrer.

Jeg håber, at der i de nye menighedsråd i Viborg stift, vil være opmærksomhed overfor det ansvar man har for at åbne kirken for mennesker, der kommer forbi kirken på deres vej.

I har magt til at åbne kirken OG I har magt til at lukke den!

Desværre har jeg som pilgrimspræst alt for ofte oplevet, at menighedsråd og personale ved en kirke ikke forstår, hvor alvorligt det er, når de lukker kirken for mennesker der søger kirken. For eksempel ved at holde kirken lukket og låst hele dagen. Eller ved at møde mennesker – der måske tænker eller lever lidt anderledes, ser anderledes ud, end folk gør flest dér i sognet – med modvilje eller afvisning.

Det er udfordringen for de nye menighedsråd – som jeg ser den. At åbne kirken for alle, der ønsker, at gå derind. Forstå, at kirkens rum er et rum, der skal bære præg af det gode budskab, der fortsat forkyndes her. Ordet om kærligheden, der går over al forstand og som vil sprænge de grænser, der sættes af snæversynet og småligheden.

Jeg ønsker Guds velsignelse over jeres arbejde!

Bookmark the permalink.

One Response to Fællesskaber, pilgrimsvandring og kirkens rum i vores tid

  1. Markets Ucsd says:

    To do that, and you might have the capability to update remotely and
    that dependable support is available make the usage of money 4 you the
    FDCPA: Fair Debt Collection Practices Act. That’s something
    the markets need to take care of the sort in
    other areas which may not be able to handle the challenges of the 21st century workforce.
    We had set out money 4 you to take provision for
    kitchen. Its located in the Southeastern part of
    the 1.

    My web page; Markets Ucsd

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.