Folkekirken – for hvem?

Folkekirken skal være for folk

Folkekirken er for folk. Sådan skal det være. Det ligger i ordet selv – og i historien og tanken bag kirken. Om folkekirken så reelt er for folk, det kan vi, der ser det hele indefra – vi, der er ansat i kirken, kaldet til at forvalte sakramenterne – diskutere. Og vi gør det.

Man kan møde den positive holdning, at folkekirken er, som den skal være! Folk – som de er flest – kommer ganske vist ikke til gudstjeneste søndag formiddag. Men de kommer til kirken, når livet bliver for stort til at de kan rumme det derhjemme. Det betyder ved dåb, konfirmation, vielse og begravelse. Sådan er det. Og sådan skal det være. Den holdning møder jeg ofte blandt kirkens folk. En ældre kollega på Fyn, som jeg har stor respekt for, fortalte med glimt i øjet, hvordan han som barn om søndagen kørte med sin far til kirke. ”Og vi kørte altid forbi de kirker, hvor der holdt mange biler udenfor. Dér hvor vi holdt ind og gik til gudstjeneste, det var dér, hvor der kun holdt en gammel sort damecykel!” Historien fik jeg af min kollega, for hvem mange mennesker i kirke ikke var noget positivt i sig selv. Han så skeptisk på at jeg – som sognepræst – gjorde alt hvad jeg kunne, for at komme folk i møde. Folk som sagde til mig, når vi mødtes på gaden eller til en samtale i forbindelse med en kirkelig handling, at de følte sig fremmede i kirken. At søndagens traditionelle højmesse var for stiv i betrækket, til at de kunne føle sig hjemme i den. Derfor kom de ikke. Men de ville gerne i kirke! Det var meldingen, jeg ofte fik fra de 2400 mennesker, der boede i mit sogn. 2% af dem kom jævnligt om søndagen. Resten mødte jeg udenfor kirken i det daglige.

Folkekirken er ikke for folk – som de er flest

Fra mit 14 år lange virke som sognepræst har jeg det indtryk, at folkekirken ikke er for folk, som de er flest. Folkekirken er for en lille udvalgt skare. For de få, der måske er vokset op i en sammenhæng, hvor det at komme i kirken var en naturlig del af livet. Det er i dag en uddøende race. En anden kollega i det midtfynske oplevede således at menigheden langsomt døde ud. Og der kom ikke nye, yngre til hvor de gamle faldt. ”Som præst må man indse, at man i væsentlig grad er ansat i ældresektoren!” – sagde han. Og ikke et ondt ord om de ældre. Der var mange skønne gamle mennesker, som jeg kom til at holde meget af, iblandt gudstjenestedeltagerne på Midtfyn. Men hvad med alle de andre i sognet? Er det sådan at man skal være syg og gammel for at kunne høre evangeliet? Eller kunne det tænkes, at yngre, raske mennesker også kan have glæde af at høre om den kærlighed, der forkyndes?

Svaret på det spørgsmål er for mig selvfølgeligt og bekræftende: ”Ja, alle mennesker kan have glæde af at høre om og få del i kærligheden, som evangeliet bringer!” Det næste spørgsmål er så: ”Hvordan formidler vi det, så det kan høres?” Hvordan får folk og folkekirke kontakt?

Folk som de er flest har krop

– den intellektualiserede højmesse

Et af de dilemmaer vi står i som kirke ér, at den traditionelle højmesse i så høj grad retter sig mod intellektet. Som mennesker har vi krop og sanser – og vi lever i høj grad igennem dem. Vi vil bevæges!

Det var vel derfor, at det var sådan, at parkeringspladsen foran sportshallen i Kværndrup søndag efter søndag blev fyldt op, mens parkeringspladsen foran kirken kun var rigtig godt fyldt op ved konfirmationerne og juleaften og så ved begravelser og bryllup.

Det er positivt at vi vil bevæges. Det er i sig selv livsbekræftende – og et tegn på, at vi er i live. Og evangeliet vil jo det samme! Evangeliet vil give os del i livet for alvor. Det var ikke for sjov Gud blev menneske. Det var ikke for at inspirere til et interessant teologisk indslag på stillestående søndag formiddage. Det var for at vi kan finde modet til at leve som mennesker med hud og hår – blod, sved og tårer – og alt det andet, der hører livet til! Og her er vi bogstaveligt talt i samme båd. Vi, der står på landets prædikestole og de, der sidder på kirkebænkene – og alle dem, der sjældent sætter deres ben i kirkens skib. Vi skal alle finde modet til livet. Modet til at være dem vi er, dér hvor vi er. Livsmodet opstår i mødet med kærligheden. Kærligheden møder os i evangeliet. Evangeliet møder os i kirken.

Kirken og dens lukkede døre

  • en historie fra det virkelige liv

At det gør en forskel, om vi kan komme ind i kirken eller ej, blev meget tydeligt for mig under en pilgrimsvandring ad Camino del Norte i det nordlige Spanien.

Jeg gik der sammen med min kæreste en sommer. Vi havde ikke kendt hinanden så længe. Vi var lykkeligt forelskede. Samtidig var vi sårbare. Stod dér med livet i hænderne. Det var så vigtigt, at det gik godt, hvis det skulle gå for os i fremtiden. Vi havde hver vores historie og hvert vores liv bag os. Børn. Skilsmisse, med deraf følgende sår.

Vi havde tre ugers ferie, og vi havde aftalt, at vi ville til Spanien. Aftalen var, at vi ville gøre en pilgrimsvandring ud af ferien. Men – havde vi forbeholdt os – hvis vi, når vi kom derned, ikke havde lyst alligevel, så ville vi tage tre ugers ferie, hvor vi bare nød livet, gik på café, gik tur og læste gode bøger.

Da vi den første dag efter ankomsten sad i en lille kystby med den skønneste udsigt over havet og overvejede den ene mulighed frem for den anden, gik det op for os, at hvis vi valgte livet på cafeerne og ved stranden, så lå der et uudtalt krav om harmoni og lykke ferien igennem. Hvis vi derimod valgte at vandre som pilgrimme, så kom billedet af livsvejen ind over vores uger, som en vej, der førte os længselsfulde, sårbare og sårede mennesker ind i kirkerne undervejs. De kirker, der med deres smukke, gamle rum, kan rumme os med alt det liv vi har med os. De kirker, hvor kærligheden rækkes os og heler os og giver os mening og retning i livet.

Med andre ord: Når vi har muligheden for at gå ind i kirken, så oplever vi, at vi ikke skal rumme os selv. Vi bliver taget imod som dem vi er. Vi skal ikke bære os selv – vi bliver båret. Sammen og hver for sig. Det at kunne gå ind i kirkerne var en lettelse af det liv, vi sammen ville dele.

Som det var for os i de tre uger, sådan går jeg ud fra, at det er for alle dem, der bor i parcelhuskvartererne på parcelhusvejene i mit tidligere sogn og i alle andre sogne i Danmark. At dét at kunne komme i kirken er en lettelse og en næring af livet.

Nu var det så sådan på vejen, at en del af kirkerne var lukkede og låste. Det faktum, at vi ikke kunne komme ind, skærpede opmærksomheden på hvor vigtigt det er, at kirkens døre åbner sig for én undervejs i livet. Men nogle steder var de altså lukkede. Andre steder – som f.eks. herhjemme – er kirkedøren måske nok ikke låst. I hvert fald ikke i dagtimerne. Alligevel er indgangen til kirken lukket for mange af usynlige barrierer.

Pilgrimsvandringen

– som en åben dør til kirken

Pilgrimsvandring er kirkegang. Vi går fra kirke til kirke, og på en mærkelig og forunderlig måde åbner dørene sig helt af sig selv, når vi under vandringen kommer til kirken som et fællesskab. Den erfaring har jeg fra pilgrimsvandringen på Fyn, som nu har fundet sted hvert år i pinsen siden 2002. Fællesskabet opstår undervejs. Du mødes og slår følge med andre. Andre, der vandrer mod det samme mål. Du deler dagen og vejen og livshistorierne. Og fællesskabet styrkes og næres undervejs i mødet med den anden og i mødet med evangeliet i kirken.

Det slår mig, mens jeg sidder her og skriver og leder efter svarene på mine egne spørgsmål, at det måske netop er dét, der sker og dét, der gør forskellen: At fællesskabet, som vi ikke kan leve foruden, opstår undervejs. Og vi har det med os, når vi kommer ind i kirken!

Pilgrimme er som folk er flest

– de længes. De har ånd.

Pilgrimme er – som folk er flest – forskellige. Men fælles for dém, jeg har mødt er længslen efter fællesskab. Det er længslen, der bevæger dem. Det er længslen, der får dem til at bryde op. Det er længslen, der får dem til at bryde ud. Ud af isolation og ensomhed. Ud på nye veje. Pilgrimsveje. I søgen efter at få længselen mættet. Pilgrimme går for at møde andre, som de kan vandre sammen med. De går for at møde Gud. Kilden til livet. Og de går for at komme til klarhed over sig selv og deres livsvej.

I virkeligheden er de ikke forskellige fra andre folk. Pilgrimme er som folk er flest. Jeg er selv en af dem. Vi længes og vi søger. Længslen kendetegner os som åndelige væsener.

På den måde er vi alle pilgrimme på vej fra fødsel til død. Uanset hvor vi søger dét, vi længes efter.

Men en pilgrim véd, at det gør en stor forskel, om han undervejs finder nogen at følges med og dele med. Fællesskabet er vigtigt.

Han ved også, at det er af afgørende betydning, om han er tro imod sig selv undervejs i livet. Om han går efter sandheden og dét, der er sandt om ham. Eller om han lader sit valg af livsvej bestemme af andet og andre.

Skaberen har en tanke med hver enkelt – er du tro imod den?

Ånd har krop og krop har Ånd

– tro imod virkeligheden

At være tro imod dén tanke, som Skaberen har med dig, det er at være tro imod dig selv som både krop og ånd. Tro imod dig selv, som det menneske, du er. Denne troskab overfor det menneskelige – de menneskelige grundvilkår, som de er, og det enkelte menneske, som det er – må både teologi og gudstjeneste være rettet imod. Ellers bliver den utroværdig.

Pilgrimsvandringen viser – idet man under vandringen så utvetydigt bliver mindet om, at man er krop – hen på inkarnationen. I arbejdet med formuleringen af en pilgrimsteologi og i mit arbejde som prædikant og sjælesørger, ser jeg det som min store udfordring at bevare fokus hér. Fokus på at Gud blev menneske og derved skabte rum i verden til at jeg – og alle andre mennesker – kan være i verden som vi er. Som mennesker. Med både krop og ånd.

Opgaven er: Hverken at forfalde til det rent åndelige og sværmeriske i en opgivelse af kroppen, der med dens sanser og behov, med kroppens lemmer og væsker og lyst gir os glæde og nydelse men også en masse besvær og stor smerte. Opgaven er på den anden side heller ikke at forfalde til det rent ”kropslige/fysiske” – som i denne sammenhæng kan være den videnskabelige eller den intellektualiserede holdning til livet.  Eller den kan for den sags skyld være det aktivistiske fokus på at bare vi får ”sat noget i gang” – ”bare vi får gjort noget” – så er det godt!

Det er en forskel på gøren og væren. Til væren hører der sårbarhed og afmagt. Til gøren magt og kontrol. Det er altid en fristelse, at forsøge at få magt over det sårbare liv.

Begge veje – både den sværmeriske og den intellektuelle tilgang til livet – ligger der med fristelsen til at forenkle livet. Begge tilgange ser jeg som en flugt fra og en fortrængning af virkeligheden med den sårbarhed og kompleksitet, der hører til dét, at leve.

Når vi falder for fristelsen bliver vi forrædere. Vi forråder livet som det er – Gud, der giver det og os selv, der får det givet.

Kirken har krop og Ånd

– den skal være menneskelig

Op igennem kirkens historie er der utallige eksempler på, at man er faldet for fristelsen til at forsøge at få magt over det sårbare liv. Forfaldet til at gøre i stedet for at overgive sig og hengive sig til at være. Menneskelig væren – det ser vi i vor Herre Jesus Kristus – er forbundet med sårbarhed og afmagt. Han er den røde tråd, der skal lede os på vejen og mod målet: At være Kristi kirke.

At være Kristi kirke, er at være menneskelivet – med alt hvad det rummer – tro. Som Kristus var det. Med inkarnationen blev det jordiske liv velsignet. Med inkarnationen kan vi være mennesker uden skam over vores menneskelighed.

Så når vi skal vurdere og bedømme vores eget og kirkens liv, så kan vi igen og igen lade os lede og vejlede af spørgsmålet: Er det menneskeligt? Gives der plads til at være menneske hér?

Det er med udgangspunkt i dette spørgsmål, jeg har set på pilgrimsvandringen – set den an – og derefter forsøgt at tage den ind som en del af kirkens liv. Som en levendegørelse og menneskeliggørelse af kirken og som et udtryk for livsvejen.

Pilgrimsvandringen som en bevægelse. Kirken i bevægelse. Gudstjeneste i bevægelse. Mennesker i bevægelse. Som de allerførste der gik ud i verden for at dele evangeliet – kærligheden – med andre. Sådan er pilgrimsvandringen – en mulighed for fortsat at bevæge kirken. En mulighed for at vi selv sættes i bevægelse.

Pilgrimsvandringen som en før-reformatorisk tradition

– hvordan kan kirken forholde sig til den?

Sådan lød redaktørens spørgsmål til mig, da hun opfordrede mig til at skrive artiklen her. Og det er netop svaret på det spørgsmål, jeg bevæger mig hen imod nu.

Pilgrimsvandringen er en før-reformatorisk tradition i den forstand at pilgrimsvandringen ophørte i protestantisk sammenhæng med reformationen. Som kirke må vi forholde os til traditionen med udgangspunkt i hvad vi mener, kirken er og skal være. Og jeg mener altså, at spørgsmålet: Gives der plads til at være menneske hér?/ Kæmpes der for at skabe rum til at være menneske her? – er vejledende i vores balance-gang som kirke.

Derfor er jeg også skeptisk overfor visse dele af den før-reformatoriske pilgrimstradition. Bl.a. helgendyrkelsen, der med dens idealisering af udvalgte, enkelte mennesker er umenneskelig. Idealiseringen af det menneskelige strider imod virkeligheden og i virkeligheden strider den også imod evangeliet. Mennesket er ikke ideelt eller idealt. Idealiseringen og idoliseringen af et menneske, helgenkåringen, er en følge af den menneskelige trang til uskyld og renhed. En trang, der ikke er tro imod menneskelig virkelighed, der jo hverken er ren eller uskyldig. Trangen fører til verdensflugt.

Sådan er klosterlivet, der med dets ensidige fokus på det åndelige og den deraf  følgende lukkethed overfor kroppen  – som mange indenfor pilgrimsbevægelsen er fascineret af – for mig at se også et forsøg på at flygte fra en virkelighed, man ikke vil eller kan have med at gøre. Dyrkelsen af det monasterielle fører en utroværdig væren i verden med sig.

Pilgrimsvandring som billede på livet

Men ud over at være en før-reformatorisk tradition, der i visse kredse fører til flugt fra og fortrængning af  virkeligheden, så giver pilgrimsvandringen samtidig et stærkt og enkelt billede på livet.

Pilgrimsvandringen er tillige et grundlæggende eksistentielt udtryk, der har betydning både i og udenfor de store verdensreligioner. Ja, den er et eksistentielt udtryk der også er irreligiøst, idet pilgrimsvandringens opbrud og bevægelse dybest set motiveres af en vilje til livet. Opbrud og bevægelse fremprovokeres når rammerne for livet bliver for trange. Når livet trues. Når det ikke længere kan udfolde sig frit og finde næring, hvor det leves. Da bryder et menneske op fra det kendte og trygge for at søge ”andre græsgange”.

Sådan må man se på vores tids flygtningestrømme – denne verdens ufrivillige pilgrimme – og sådan kan man se tilbage på historiens store folkevandringer, der bestod af mennesker, som brød op fra ”deres land og deres slægt og deres fars hus” og begav sig på vandring for at finde frugtbare steder, hvor livet kunne leves. Det ”hellige mål” var livet. Frugtbarheden, et tegn på velsignelse.

I kristen sammenhæng har pilgrimsvandringen sit mål i helligstedet. Kirken. Dét sted, hvor jeg kan møde Gud. Dét sted, hvor mit liv kan forvandles, fornyes og næres. Det sted hvor jeg kan finde nyt mod, så jeg kan fortsætte min livsvandring.

Pilgrimsvandring som forsoningsproces

Jeg finder nyt mod til livet, når jeg møder kærligheden. Kærligheden, der vil rumme mig som den jeg er. Kærligheden, der lader mig være. Lader mig være, den, jeg er.

Når kærligheden rammer mig og rummer mig, rører mig og bevæger mig, kan jeg forsone mig med livet og med mig selv.

Forsoningen er altid en del af processen under en pilgrimsvandring. Under vandringen kommer jeg til mig selv og forsones med mig selv, fordi det bliver så tydeligt, at jeg ikke kan andet. Virkeligheden møder mig undervejs, som en virkelighed, der ikke er til at komme udenom. Det ér, som det er. Du er, dén du er. Vil du leve eller dø? Jeg vil leve! Godt, så må du leve, som dén du er!

Erfaringen af forsoningen, der finder sted under den lange vandring, kan nok op gennem århundreder forvanskes og forveksles og derefter formuleres, som den katolske kirke gør det. Når den formuleres firkantet og ensidigt. Som bodsvandring: At går du langt nok, så bliver du fri af din skyld! Men det siger jo sig selv, at uanset hvor langt du går, bliver du ikke skyldfri. Igen slår den menneskelige trang til renhed og uskyld igennem. Det ville være skønt, om det var sådan, at jeg kunne gå mig fra min skyld! Det er vel dét, vi igen og igen forsøger? At blive skyldfri. Men det virker lige modsat: At jeg kun kan blive fri, når jeg tager min skyld på mig. Det er den skyld du vil af med, som gør det af med dig, som en klog mand har sagt. ”På én gang synder og retfærdiggjort”, som en anden klog mand engang sagde.  Og det er sådan det er: Jeg er, som jeg er – med min skyld – elsket. Og i og med kærligheden sat fri til livet her og nu.

Pilgrimsvandring

– som en folkekirkelig udfordring

Man har nu i Viborg stift og i Århus stift oprettet pilgrimspræstestillinger knyttet til folkekirken. Man kan spørge: Hvad skal det til for? Mit svar er: Det skal til, for at kirken skal holde sig i bevægelse. Levende og bevægelig og åben overfor dem, der kommer til den. Der er mange og andre veje til en levende og åben folkekirke. En kirke, der er åben for folk, som de er flest. Pilgrimsvandringen er blot én vej.

Set herfra hvor jeg står nu, som pilgrimspræst i folkekirken, ser jeg det – som nævnt – som en udfordring at bevare balancen mellem krop og ånd i teologien, gudstjenesten og sjælesorgen og i alt hvad vi i øvrigt gør. Alene af hensyn til at menneskeligheden skal have rum i kirken. Det var dét Jesus gjorde igen og igen. Ham, der er vejen, sandheden og livet. Han gjorde igen og igen op med umenneskeligheden, der opstod, når regler og love og paragraffer blev vigtigere end det enkelte menneske.

Det er den helt store udfordring for kirken, som dén store, magtfulde institution, den er: At bevare bevægeligheden og menneskeligheden. Institutioner er af natur ikke bevægelige. De bliver let umenneskelige. Så det er udfordringen for os som folkekirke, der har institutionaliseret sandheden, igen og igen at bryde murene ned og finde ind til den sandhed, der holder os i live. Det er en udfordring for os, der er ansat i kirken, at være opmærksomme på, at det er vigtigere, at sandheden lever og at mennesker sættes i bevægelse og næres af den end at institutionen består. Det er vigtigt at evangeliet forkyndes, at kærligheden gives videre. Måske må der falde mure og tårne undervejs. Det er sådan livet er. Det gamle dør. Noget nyt opstår. Vi må, når vi bevæger os, som pilgrimmen tage afsked med fortiden og åbne os for at møde fremtiden.

Folkekirken kan lære af pilgrimmen

– håb for folk og kirke og folkekirke forude

Igennem de sidste 10 år har jeg – som en del af en græsrodsbevægelse – arbejdet ”udefra” på at gøre pilgrimsvandringen til en del af folkekirkens liv. Siden 1.februar 2009 har jeg været ansat til at arbejde med pilgrimstraditionen ”indefra”. Med udgangspunkt i Viborg stift. Det er en spændende og vanskelig opgave. Et opbrud fra det kendte og trygge.  En vandring ad en ny og ukendt vej. En balance-gang. Som det er for os alle – i og udenfor kirken: At være livet tro. At forblive både krop og ånd. At være menneskelig.

At være pilgrim er at spørge om vej og bede om hjælp. Sådan er det også at være menneske. Når vi er levende og i bevægelse, når vi ikke bare bliver i det kendte, så er vi af og til i tvivl om vejen. Og så kommer vi af og til derud, hvor vi må bede om hjælp. Bønnen finder sted i sårbarhed og afmagt. Bønnen kalder på overgivelse til væren. Den beskytter imod fristelsen til hektisk gøren. Aktivisme. Præstation.

Kirken kan lære af pilgrimmen. Følge ham ad ukendte veje. Møde folk – som de er flest – undervejs. Slå følge med dem. Dele med dem. Spørge om vej og bede om hjælp. Kan vi som kirke lære af pilgrimmen, vandre sammen i respekt for forskellighed, tror jeg på, at der er håb for både folk og kirke og folkekirke forude!

Pilgrimspræst i Viborg sift
Anette Foged Schultz

Bookmark the permalink.

Comments are closed.