Helligsteder – finder sted!

Definitionen på en pilgrim lyder: Et menneske, der vandrer mod et helligsted.  Hvad er det, der gør et sted til et helligsted? Hvad er det, vi går imod og hvad er det vi går efter, når begir´ os på pilgrimsvandring? 

Af pilgrimspræst i Viborg stift Anette Foged Schultz

På en åben mark bag laden til en gård i Vendsyssel stod der ofte en mand og så over på Børglum kloster. Han gik herom bag gården for hér var der stille. Her var der rum til at ”være”. En fredfyldt plet midt i verden.

Hans lille datter vidste, at far havde sit ”helligsted” dér bag gården med udsigt til klosteret og hun vidste, at hun – når hun ikke kunne finde ham andre steder – kunne finde ham dér. Så gik hun om til ham, stillede sig stille ved siden af ham og stod bare der og ”var” i stilheden sammen med ham.

Ved et tilfælde møder jeg datteren, der nu er blevet en voksen kvinde, i Assisi. Et af de helt store helligsteder i vores verdensdel. Sammen gør vi os overvejelser over, hvad det hellige er. Hvad er det, der gør et helligsted til et helligsted?

Denne overvejelse har jeg ofte gjort mig igennem de 13 år, hvor jeg har været optaget af pilgrimsvandring. For definitionen på en pilgrim lyder: Et menneske, der vandrer mod et helligsted.  Hvad er det, der gør et sted til et helligsted? Hvad er det, vi går imod og hvad er det vi går efter, når begir´ os på vej imod helligstedet?  Svaret på det spørgsmål giver os samtidig et svar på hvad vi ”går efter” i livet. Hvad er vigtigt? Hvad er betydningsfuldt? De overvejelser vil jeg gerne dele her.

Assisi er blevet et helligt sted for mange, fordi Frans har levet her. Man kan gå i hans fodspor gennem byen og i Assisis omegn. Som altid for mig, blev mødet med det levende menneske – kvinden – mere betydningsfuldt end mødet med beretningerne om helgenen. Vi fulgtes rundt til kirkerne i Assisi – kvinden fra Vendsyssel og jeg – kirkerne, der er bygget på steder knyttet til Frans´ historie.

Umiddelbart står kirkerne for de fleste af os som helligstederne. Vores helligsteder. I Danmark ligger de smukke gamle middelalderkirker spredt rundt i landskabet og vidner om, at man engang har holdt kristendommen så hellig, at man udførte det kolossalt store arbejde det er, at bygge en kirke. Man gjorde det landet over og kirkerne ligger smukt spredt rundt omkring i landskabet.

I dag kæmper kirken – de af os der er engageret i den – for at finde vej i en tid, der er kendetegnet ved at meget få deltager i højmessen. Højmessen, som vi i kirken sætter højest af alt dét, der foregår i der. I de tyndt befolkede områder holdes der højmesse hver søndag – men mange steder med ganske få deltagere.

Det kan se temmelig trist ud med mindre man – som nogle formår det – at vende fokus mod alle de tidspunkter i menneskers liv, hvor livet bliver´ for stort til, at vi kan have det derhjemme i dagligstuen og hvor vi derfor samles i kirken til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Alle helgens gudstjenesten kan nævnes i samme åndedrag. Den aften, hvor kirkerne landet over fyldes af sørgende mennesker. Mennesker, der kommer til kirken denne dag/aften for at mindes dem, der mens de levede, var hellige for dem. Dem, der gjorde livet værd at leve. Dem der gav livet indhold, retning og mening.

Sådan et menneske var kvindens far. Hende, jeg mødte i Assisi og som få måneder forinden havde mistet den far, der havde givet hende helligsted og hellig tid i denne verden. Gennem hans ubetingede kærlighed – sådan beskrev kvinden faderens kærlighed – var der skabt et rum her i verden hvor hun kunne leve – i frihed, som den hun var og er. ”Jeg kan i kraft af min fars kærlighed læne mig ind i noget, der er større og finde et ”værensrum” alle steder – uanset hvor jeg opholder mig”.

Sådan kan det ske for os, at et andet menneske – en far eller en mor eller en bedstefar eller en ven eller en kæreste eller et helt tilfældigt menneske, som vi kun har kort tid sammen med under vores livsvandring, møder os med en kærlighed, der kan rumme os som dem vi er og med det, vi bærer med os. Kan rumme os med det hele. Og dermed hele os.

Forhåbentlig kan vi alle tænke tilbage på sådanne stunder undervejs i vores liv, hvor vi blev rummet med alt hvad vi er og med alt, hvad vi bærer med os. For mig står disse stunder, disse øjeblikke, som de egentlige helligsteder i mit liv. Helligsteder finder sted, de er ikke først og fremmest forbundet med en kirkebygning, et statisk sted. De opstår i tid og rum, dér hvor mødet, bestemt af kærligheden, finder sted. Dér, hvor der gives mig et rum til at være.

Når det så er sagt, og når vi et øjeblik lader billedet af højmesserne og de næsten tomme kirker stå, og tænker helligstederne ud af bygningen, som steder, der kan opstå alle steder i mødet med kærligheden, så kan jeg udefra vende blikket mod kirken og få øje på den som det enestående sted, den også er.

Kirken står i landskabet som et symbol på og et løfte om, at disse helende møder kan finde sted. Den står der med løftet om, at selvom du måske ikke lige nu er rummet og favnet og elsket af mennesker, der vil dig som du er, så får du i kirken løftet om, at et sådant møde ligger og venter på dig i fremtiden.

Ja, bevæger du dig ind i kirken, så kan mødet finde sted allerede hér og nu, for her lyder evangeliet til dig. Budskabet om kærligheden, som nærer dig og omslutter dig hér mellem fødsel og død. Sådan at vi kan finde næring til vandringen i mødet med hinanden og i mødet med den Gud, der har skabt os og holder os i live.

I tiden er der en søgen andre steder hen end mod kirkerne. Ud på vejene. Ud i naturen. Pilgrimsvandringen er selv et eksempel herpå. De brudepar, der ønsker vielsen foretaget f.eks. ved havet eller i haven er et andet eksempel. Jeg tænker, at det ikke skal bekymre os det mindste! For det handler blot om at få afstand til dét, jeg hører til i, for at kunne se på det med nye øjne og frit vende tilbage til det. Så som præster og som kirke kan vi bare følge med og lade helligstederne opstå, dér hvor de nu gør det. I vielser ved havet eller i haven eller hvor det nu måtte være.

Det fantastiske er at stå derude og – på afstand – opdage kirken som et helt unikt rum. Et helt specielt rum, som vi ikke har nogen andre steder i tilværelsen. For godt nok opstår helligstederne igen og igen langs vejen i mødet med det andet menneske, der kan og vil rumme mig i øjeblikket. Men dét rum, der betingelsesløst vil rumme mig hele livet igennem med alt, hvad jeg er og med alt, hvad jeg bærer med mig, det findes bedst af alle steder udtrykt i den kirke, som ligger ved vejen.

Sådan oplevede jeg under sommerens pilgrimsvandring ad Hærvejen mine medvandrere på vandringen – de fleste helt ukirkelige og almindeligt fremmede for den kristne tradition – at de meget fokuserede gik efter at komme ind i kirkens rum. De søgte under vandringen gang på gang ind i dét rum, der vidner om generationers liv, længsel, bøn og kærlighed. Ind til døbefonten for at høre, at vi ikke går alene. At vi ikke er overladt til os selv og tilfældighedernes spil med os, men at vi er båret og favnet af en kærlighed, der går ud over al forstand. Og ind til nadveren, der igen og igen vil inddrage os i fællesskabet med Gud og med hinanden.

Her i de smukke, gamle bygninger, hvor helligsteder igen og igen finder sted, her kan vi frit gå ind og ud og bære det hellige – kærligheden – med os ud i verden, og lade den stemple hver eneste af os som helligt, velsignet liv. Det er der frisættelse i. Frisættelse og frigørelse til at leve livet, sådan som det kommer til os. Frisættelse og frigørelse til mødet med den anden på vejen.

 

Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.