Kirke, luk dig op!

(kronik til KD – af Anette Foged Schultz og Gudmund Rask Pedersen)

”Altid frejdig når du går / veje Gud tør kende / selv om du til målet når / først ved verdens ende.”

Så langt nåede vi ikke, til Verdens Ende (Cap Finisterre). End ikke til Santiago de Compostela. Men vi nåede at vandre omkring 200 kilometer på den gamle pilgrimsvej ad kystruten i Nordspanien de første 11 dage i august i år.

Pilgrimsvandringen gav dagene på den spanske nordkyst mål og retning. Den gjorde vores ferie til andet end en god oplevelse. Den gav dagene indhold: Selve vandringen ad den mere end 1000 år gamle naturskønne pilgrimsvej.

En pilgrim er et menneske, der går mod et helligt sted. Sådan lyder definitionen. Kirken er helligstedet, og pilgrimsvandringen er i sin essens kirkegang. Vi opsøgte kirkerne på vores vandring for at blive mindet om  kærligheden – den kærlighed evangeliet taler om. Den kærlighed, der bærer os – også når vi ikke kan bære os selv. Den kærlighed, der sætter vores liv i et større perspektiv end vi selv kan skabe. Derfor blev det så vigtigt at gå ind i kirkerne undervejs. De gamle, smukke rum, der med deres historie står og vidner om, at mennesker i mere end 1000 år har søgt ind i dem. Kommet med tak for alt det liv, der blev givet. Kommet med alt det liv det var svært at bære selv.

Men kirkedørene var, oplevede vi, gang på gang på vor vej lukkede og låste. Ingen hjemme. Den en sjælden gang imellem åbne kirkedør var et under og gav os indgang til nogle øjeblikkes hvile, stilhed og bøn i mere eller mindre storslåede rum. Dog sammen med svalheden ofte med en lugt af indelukkethed og hengemthed.

Hvorfor skal kirken være så lukket og låst? Og ikke kun i Spanien, men også her i Danmark? Og ikke alene i konkret forstand men også i overført betydning. Den lukkede og låste kirkedør på alle mulige tider alle ugens dage undtagen søndag formiddag som et stærkt og ligefremt billede på lukketheden og de fastlåste positioner hos det særligt kaldede kirkefolk. Og lige så slemt heroverfor: Det ganske almindelige barnedøbte kirkefolks udbredte fordomsfuldhed og lukkethed overfor kirkens rum.

Nej, kære læser, det er ikke blot et par overfølsomme forvablede pilgrimmes klagesang, det er virkelighed. Der er noget i vejen, og det er en dør. Og den er i vejen, fordi den er så lukket. For ellers er en lukket dørs ganske særlige funktion den at kunne åbnes. Lukkes op og skabe såvel udgang som indgang. Forbindelse. Adgang. Sammenhæng. Åbenhed. Vi trænger til det, vi længes efter det, alle steder, også i samspillet kirke og folk: Åbenheden, modtageligheden, rummeligheden.

Vi lukker dem og låser dem af – vores kirker – for sikkerhedens skyld. Sådan som vi lukker og låser os selv – sindet – af for en sikkerheds skyld. Og da mister vi det, vi søger. Det er en dyb evangelisk sandhed, som også kirken og de der her har en særlig opgave igen og igen med Jesu ord må erindres om, at den der vil vinde sit liv mister det, mens den der mister det, vinder det.

Du får det, du giver slip på! ”Let it be”, som Beatles sang det i sangen om at åbne sig i afmagten og søge hjælpen. Luk dig op! Kun gennem åbenheden bliver livet til.

Vi oplevede det, da vi undervejs nærmede os Laredo, en badeby vest for Bilbao ved den nordspanske kyst, propfyldt med turister på denne årstid. Vi sagde til os selv at vi, for en sikkerheds skyld, ikke skulle forvente os noget godt af Laredo. Det ville sikkert være helt umuligt at finde overnatningsmulighed. Alle herberger/hoteller ville sandsynligvis være overfyldte og lukket land for os.

Men vi var så  trætte og udasede efter vandring og mavesygdom, at vi i vor nød åbnede os mod det andet menneske og bad om hjælp. Og vi fik den. Af flere forskellige endda, og blev snart hjulpet på vej til et lille hotel, som vi så alligevel ikke kunne finde. På sammenbruddets rand stod vi med vore tunge rygsække i en opgang, som ikke så ud til at rumme noget som helst andet end en lillebitte elevatorskakt og en masse lukkede døre.

Hjælpen til os her kom i skikkelse af en lille spansk kvinde, som vi, da hun var på vej ind i elevatoren, spurgte om vej til Pension ”Tucan” – ”Ahh! Si, si”, sagde hun, og vinkede os ind i det kosteskabsstore elevatorrum med rygsække og det hele. Vi tænkte: Det går ikke! Det kan ikke lade sig gøre! Men damen gjorde sig lillebitte, endnu mindre end hun var i forvejen, og klemte sig selv ned i det ene hjørne og på mærkværdig vis lykkedes det den lille kvinde at finde den rigtige elevatorknap og få trykket på den. Og så steg vi op mod himlen(!), i hvert et par etager derop imod til det sted, hvor døren ind til Pension ”Tucan” var. Og et øjeblik efter åbnede også denne dør sig, og den dejligste lille hotelmutter tog imod os og gav os straks et værelse, hvor vi kunne hvile ud. Gracias! Tak! Tak for hjælp på vejen og for plads i herberget!

Vi menneskers sårbarhed står i kontrast til vores forsøg på at få kontrol og sikkerhed. Det er vores egen sårbarhed, vi lukker af for. Sårbarheden, som bliver så tydelig, når vi bliver syge og trætte udkørte. Da vi i Laredo spurgte om vej til et herberg og bad om hjælp til at finde det, forvandlede mennesker vi mødte sig til hjælpende engle. Guds engle er så mange slags som dage i et år. Det er sandt, og vi opdager det i sårbarheden. I porøsitetens åbenhed som opstår i både nød og i fryd. I afmagten såvel som i taknemmeligheden.

Og hvor ville det dog være godt, og hvor er det dog godt på en pilgrimsvandring i Spanien eller en sensommerhverdag på tur i det danske landskab, at kunne gå ind i en kirke og her i kirkens svalhed og ofte stilhed og ro at kunne sige Gud tak for al hans kærligheds rigdom eller bede om kraft og styrke til at kunne tage bare de næste skridt.

Hvorfor skal kirken så ofte være så lukket og låst? Der findes vel andre muligheder og veje? For eksempel den at låse døren til kirken op og smide nøglen helt væk. Lade kirken stå åben, ikke bare engang imellem, men alle ugens dage og allerhelst døgnet rundt!

De lukkede og låste døre strider i den grad imod det budskab, kirken med sin bygning og sin institution er sat til at formidle. Her står både vi og vor Herre selv i fare for at være enten lukket ude eller lukket inde.

Risikoen ved åbenheden må løbes, som den må det i det almindeligt menneskelige. Det er farligt at åbne sig, OG det er altid på den måde nyt liv fødes og kommer til verden.

Kirke, luk dig op!

Med Jesus selv in mente, med evangeliet i ryggen, synes vejen at ligge klar.

”Ring the Bells, that still can ring /”, som Leonard Cohen synger det, ”forget your perfect Offering / There is a Crack in everything / that´s how the Light gets in.” – ”Ring med alle de klokker, der stadig kan ringe / glem din perfektionisme / Der er en sprække i alting / det er på den måde lyset kommer ind.”

Kirkens dør åbnes indad. Det betyder, at ingen får døren i hovedet, når og hvis den åbner sig for den, der søger kirkens dør. Den lukkede kirkedør er mere end noget andet til for at åbnes. Åbnes indad til et rum, hvor tak og bøn og andagt kan finde sted – også på alle mulige andre tider end søndag formiddag og også uden en præst i ornat. Kirkens dør åbnes indad. Det betyder, og det er måske redningen for kirken som bygget af levende stene, at døren kan løbes ind.

Lad dét derfor i særlig grad være opfordringen herfra til alle derude på vejene på livsvandringen på vejen mod verdens ende og himlens åbning: Lad os alle løbe kirken på dørene! Også os der på en særlig måde er sat til at administrere nøglerne. Lad os åbne op for de sprækker i os selv og i andre hvor lyset siver ind og ud. Af og til i form og udtryk af noget, der er folkekirkens tradition fremmed, men som udtrykker længsel efter liv og fælleskab og kærlighed og frihed.

Vi mennesker er – kirken er – fuld af skrammer og sprækker. Så langt fra det perfekte. Så menneskelige. OG det er der livet ligger åbent, det er dér mulighederne er. Lad os mødes der!

Bookmark the permalink.

Comments are closed.