Kirke og krop

Af pilgrimspræst i Viborg Anette Foged Schultz
Artikel i Religionslæreren januar 2010

Bevægelse skal der til

Tanken flytter sig med kroppen

Nu hvor jeg sidder her et par dage før jul og min deadline for denne artikel og er gået i stå endnu før jeg er kommet i gang, bliver jeg nødt til at rejse mig fra stolen og stilstanden og bevæge mig for at finde frem til indledning og disposition for artiklen. Tankerne bevæger sig med kroppen og tankerne kan have tendens til at stå helt stille, når jeg sidder ned og SKAL formulere mig NU. Sådan er det når det handler om kreativitet. Om liv. Der må bevægelse til. Kroppen skal sættes i gang hvis et menneske skal bevæges i sind, tanker, ånd, erkendelse.

At jeg manglede krop og dermed muligheden for egentlig at bevæge mig og nå det andet menneske, var en erkendelse der kom til mig, da jeg som præst i folkekirken en søndag stod på prædikestolen og opdagede, at jeg levede det meste af mit liv intellektuelt – i hovedet. Kort sagt så jeg pludselig ”hvor lidt krop jeg var”, og hvor lidt krop jeg derfor havde med på prædikestolen og desværre også meget lidt ånd, for ånd kan ikke skilles fra krop. Det, der blev tilbage var intellektet.

Det er jeg og folkekirken ikke de eneste der lider under, udelukkelsen af kroppen og ånden og vægtlægningen på intellektet. Det er et samfundsskabt forhold der præger hele vores kultur. Et forhold, tror jeg, der kommer af, at vi som mennesker søger kontrol over livet.

Kirken og kroppen

Fra bevægelse og frihed til magt og stilstand

Umiddelbart virker det som en modsigelse, at den kristne kirke – der har sin bærende struktur i inkarnationstanken, dét, at Gud blev menneske, blev krop – har udviklet sig til en kirke, der giver krop og ånd så svære livsvilkår. At den er blevet en kirke, der i så høj grad taler til intellektet. Men måske er det ikke en modsigelse, når man ser på den kristne kirkes tilblivelsesproces.

Kristendommen begyndte som en bevægelse. Det kristne budskab fik ben at gå på da apostlene gik ud i ”al verden” med budskabet om Kristus. En levende, bevægende historie bragte de ud. En historie, der havde bevæget dem til opbrud og sat dem i gang. En historie, der bevægede dém de mødte undervejs til opbrud og bevægelse ad nye veje. Men med institutionaliseringen af kirken fra år 312 e.Kr. stod den kristne kirke i en helt ny situation. Fra at have været en forfulgt ”modstandsbevægelse”, blev den nu en institution, en magtinstans, der pludselig så sin egen interesse i – sammen med den regerende magt – at skabe og opretholde orden i samfundet. Fokus blev flyttet fra bevægelse og udbredelse af et budskab til bevarelse af institutionen, kirken. Sådan er processen hver gang en sandhed institutionaliseres.

Når kirken op igennem tiden har stillet sig fjendtligt i forhold til kroppen, så skyldes det – tror jeg – ikke kun Paulus´ kritiske udsagn om kroppen, men det faktum, at kroppen med dens sansning og seksualitet udgør en trussel imod enhver samfundsskabt orden. Der er tale om stærke kræfter hvis udfoldelse  kirke- og kongemagt er gået sammen om at sætte grænser for f.eks. gennem ægteskabsinstitutionen. Kontrol har været målet, og et godt middel til at opnå kontrol er at tale til intellektet. Til fornuften.

Det er et fuldstændigt alment menneskeligt fænomen. Vi har som mennesker brug for ordnede forhold og kontrol. Der er bare en grænse for hvor langt vores forsøg på kontrol rækker. Overfor kærligheden og døden står vi magtesløse. Livet kan vi aldrig få magt over. Når vi forsøger det, dør det mellem hænderne på os.

Det er det, der desværre kan ske for os som præster, når vi går på prædikestolen. Når vi taler ud af intellektet og til intellektet. Bevarer kontrollen og distancen til livet – godt gemt bag prædikestol og manuskript. Men vi mister samtidig muligheden for – egentlig – at få kontakt med kirkegængerne der sidder med deres kroppe og deres levede liv på kirkebænken.

Pilgrimsvandring

At komme til sig selv

For en 10-15 år siden begyndte mennesker at bryde op fra det kendte og trygge og begive sig på vandring ad de gamle kristne pilgrimsveje i Europa. Santiago de Compostela i det nordlige Spanien blev et af de mest kendte mål for pilgrimme fra hele verden. Jeg ser dette opbrud og vandringen som menneskers forsøg på – eksistentielt – at finde nye veje i livet. Nye og meningsfulde måder at leve på. Menneskers forsøg på at finde sig selv og – om muligt – Gud på deres vandring.

Nogen tid efter min erkendelse på prædikestolen af intellektets begrænsning og af nødvendigheden af at få kroppen med, hvis mødet med det andet menneske virkelig skulle blive en mulighed, begav jeg mig på vandring. Jeg vandrede fra Frankrig tværs over det nordlige Spanien ud til Santiago de Compostela og Cap Finisterre ved havet.  Jeg gik 800 km i løbet af 6 uger.

Som andre, der kommer hjem efter sådan en lang vandring, beretter, kan også jeg fortælle om hvordan vandringen forandrede mig. Så når jeg bliver spurgt om bevægelsens betydning for erkendelsen (John Rydahls spørgsmål til mig i denne artikel), må jeg svare, at den er altafgørende.

Det, der betyder noget, tror jeg, er det faktum at du som menneske undervejs mærker, at du er langt mere end intellekt. At du har en krop, der kan overraske ved sin udholdenhed og sin styrke og som samtidig minder dig om din begrænsning som menneske: Det bliver tydeligt undervejs, at der er en grænse for hvor langt du kan gå og der er en grænse for hvor meget du kan bære både fysisk og psykisk.

Vandringen fører dig med andre ord til en erkendelse af dine muligheder og dine begrænsninger. Jeg plejer at sige, at man under sådan en lang vandring ”kommer til sig selv”. Bliver sig selv. Netop dér hvor jeg kommer til min grænse. Grænsen (og mulighederne) er dét, der definerer dig som menneske.

Ud over at vandringen fastholder dig på, at du er krop, viser den dig også, at du er ånd. At du er et åndeligt væsen viser sig i at du har længsel. At du af og til, når du når din grænse, gerne ville kunne gå videre. At du kan drømme og længes efter andet og mere end dét, der er muligt under de givne vilkår, du har nu. Når længslen støder ind i din grænse – grænsen for, hvad du kan som det menneske du er – konfronteres du med din afmagt. Hér ved grænsen for din magt begynder bønnen.

Dér hvor du ikke længere kan selv. I afmagten må du bede. Enten hende eller ham, som du følges med – eller Gud, som ”går vejen sammen med dig”.

Spiritualitet

At kunne komme hjem til sig selv

Erfaringen fra pilgrimsvandringen førte mig ad nye veje i det kirkelige landskab. Jeg tænkte: Vi må have kroppen med ind i kirken, hvis vi skal bevare ånden i den.

Det er jo sådan, at det er ”kroppen, der huser ånden, sindet, tankerne.” Kroppen er menneskets hjem på jorden, og spiritualitet er ganske enkelt dét, at kunne komme hjem til sig selv.

Som mennesker kan vi af og til forsøge at slippe af med os selv. Svagheder, skævheder, en historie, der rummer nederlag og skam. Vi kan forsøge at flygte fra os selv. Det er det, Kierkegaard kalder fortvivlelse – eller ”Sygdommen til døden”. Dét, ikke at ville være sig selv. Dét, at ville af med sig selv. Det er fortvivlet, for det er jo i sagens natur umuligt. ”Vær dig selv, de andre er taget!”, som en god veninde sagde til mig for nylig.

Kristendommen baner vejen for den enkelte – vejen hjem, vejen til mig selv. Åbner for muligheden af at være mig selv – også når jeg skammer mig over mig selv. Ved inkarnationen – ved at Gud blev menneske, blev krop – kom der en stor, en grænseløs velsignelse ind over menneskelivet. Menneskekroppen er med alt hvad den rummer velsignet. Vi kan have til huse i os selv, fordi vi får at vide, at vi er elskede, som vi er.

Den norske digter Hans Børli siger det så fint:

Et er nødvendigt

i denne vor vanskelige verden

af husvilde og hjemløse:

At tage bolig i dig selv

gå ind i mørket og pudse sodet af lampen

sådan at mennesker på vejene

kan skimte lys i dine beboede øjne.

For at være, må vi være hjemme. Vi kan ikke flakke husvilde og hjemløse omkring. Vi må – som Gud viste os det i Kristus – tage bolig i os selv. Så dem vi møder på vejen kan skimte lys i vores beboede øjne. Så mødet med den anden kan komme i stand. Fællesskabet.

Undervisning

At mødes og dele og sammen finde nye veje

Efter min pilgrimsvandring er jeg begyndt at vandre med mine konfirmander. Jeg er begyndt at vandre med menigheden. For at kirken kan få krop og ben at gå på. Og for at vi derigennem må kunne mærke, at vi også er ånd.

Som hele mennesker, med både krop og ånd, kan vi møde vores konfirmander. Som lærere kan vi møde vores elever og tale med dem om livet og døden. Om dét at have hjemme i sig selv. Vi kan tale med dem om dét – i perioder – at være som en flygtning, en ufrivillig pilgrim i verden, når der er forhold i os selv og i livet, som vi ikke synes, vi kan komme overens med. Forhold, som vi forsøger at slippe af med. Flygte fra.

Når vi – som præster, som lærere eller som forældre – har hjemme i os selv, kan vi med troværdighed og autencitet møde vores børn og unge og tale med dem om umuligheden i forsøget på at flygte fra os selv. Vi kan tale med dem om den mulighed vi får for at vende hjem til os selv hver gang vi bliver mødt med kærlighed. En samtale, der ikke kan undgå at åbne op for en god kontakt og som sandsynligvis vil sætte både os selv og den/dem vi taler med i bevægelse. Flytte os og dem i sind og tanke. Vise nye veje. Åbne op til ny erkendelse. Og så er målet for mig nået.

Bookmark the permalink.

Comments are closed.