Kirken under åben himmel

Ud ad vejen og ind i kapellet. Forholdet mellem Guds himmel og det stedlige rum.
– Pilgrimsfærden.

Af pilgrimspræst i Viborg Stift Anette Foged Schultz.

 Baggrund og bevæggrund

Pilgrimsvandringen er igennem de seneste 15-20 år genopstået i Norden og i Europa som en græsrodsbevægelse. Mennesker er igen begyndt at bryde op og begive sig på vandring mod gamle kristne pilgrimsmål. Man vandrer nu igen som pilgrimme i protestantisk sammenhæng.

Derfra hvor jeg står, ser jeg bevægelsen som et udtryk for, at vi – i vores præstationsorienterede samfund – har manglet åndehuller. Pauser hvori vi har kunnet ånde frit og ”komme hjem til os selv”.

Pilgrimsvandringen er blevet en modstandsbevægelse imod en overfladisk, materialistisk forbrugermentalitet, hvor tempoet er umenneskeligt højt. Hvor ingen rigtig kan følge med – i det mindste ikke i længden. Et samfund hvori vi placerer dem, der ikke er produktions- og præstationsdygtige, i institutioner. Mens vi, der stadig kan, producerer og præsterer.

På længere sigt er faren den, at vi mister os selv. Kontakten til os selv. Det kan opleves sådan, at vi altid er på flugt. Altid i gang med et eller andet, som forhindrer os i at mærke os selv. Smerten, sorgen eller trætheden, som vi bærer med os. Glæden og lysten.

Vi har så travlt i vores tid. Mon vi forsøger at være i dette høje tempo for at undgå at mærke os selv – f.eks. smerte og sorg som det kan være ubehageligt eller direkte skræmmende at mærke – eller om vi intuitivt undgår at mærke os selv (f.eks. smerte, sorg), fordi vi ved, at det ville sætte vores tempo og præstationsevne ned? Vi forsøger måske at ”styre udenom” alt dét, der muligvis ville kunne forhindre os i at manifestere os som værdifulde medlemmer af samfundet? Jeg tror, at begge dele gør sig gældende. Jeg tror, at det handler om, at vi lever i en tid og i et samfund, hvori vi i høj grad finder selvværd og værdi i forhold til det fællesskab vi lever i, i gøren – ikke i væren.

At komme hjem til sig selv. At identificere mig med min livshistorie (fortid) og min længsel (fremtid). At tage bolig i mig selv. I den krop og det sind, der er mit. At være, dér hvor jeg er. Det hjælper pilgrimsvandringen mig til. Den er netop blevet sådan et åndehul for det moderne menneske, hvor langsomheden, enkeltheden og stilheden giver ”sjælen mulighed for at indhente kroppen” og det enkelte menneske mulighed for at komme til sig selv. Være dér, hvor han er. Være levende. Leve her og nu.

Pilgrimsvandring som kirkegang

En pilgrim er et menneske, der vandrer imod et helligsted. Sådan lyder definitionen, og bestemmer dermed pilgrimsvandring som kirkegang. Man vandrer som pilgrim imod en kirke. Imod kirkens lyse rum, hvori evangeliet lyder og menneskelivet ses som helligt. Herinde fortælles jeg større, end jeg kan fortælle mig selv. Herinde værnes livet imod dom og fordømmelse. Herindefra kan jeg gå velsignet ud i verden og leve livet, som jeg får givet. I kirkens rum sætter kærligheden mig fri til at leve i verden, som den jeg er. På den måde kan man sige, at pilgrimsvandring ”i en nøddeskal” er kirkegang: Den er mit opbrud fra morgenkaffen søndag morgen. Min gang til kirken. Mit møde med Guds frisættende kærlighed i gudstjenesten. Og min gang hjem igen til det sted, hvor jeg lever mit liv. Det er pilgrimsvandringen i miniature. Opbrud. Bevægelse mod helligstedet. Frisættelsen i mødet med evangeliet. Hjemvendelse. At man så, med flere dages vandring, kommer ind i en rytme, mærker stilhedens og langsomhedens helbredende virkning, som åbner sind og sanser for livet, som det kommer til én, det er noget, der kommer til, og som det er værd at gå efter på den længere pilgrimsvandring. Men kort sagt kan pilgrimsvandring siges at være kirkegang.

 

Helligstedet som møde

Undervejs på mine vandringer har jeg oplevet det – for mig – betydningsfulde, at helligstedet ikke udelukkende findes indenfor kirkens mure. At helligstedet ikke er statisk og bundet til en bygning af sten, men at det kan opstå i øjeblikket – i mødet med den anden. Gud og/eller medmenneske. Mødet, der er bestemt af den kærlighed, der vil og kan rumme mig som den, jeg er. Det møde, der sætter mig fri til at være i verden, som mig selv. Dér opstår kirken. Den, der er bygget af Grundtvigs levende stene.

Derfor er spørgsmålet for mig slet ikke: Ude eller inde. Spørgsmålet er, hvordan det nyskabende møde kommer i stand? Hvordan og hvor det opstår? Det er klart, at gudstjenesten er et forsøg på, at skabe rammer og indhold, sådan at et møde mellem Gud og menneske kan opstå. Og det kan ske både ude og inde. Sker det ude, så lægger vind og vejr og manglende mure til at give ordet genklang, så det kan høres, op til, at liturgien forenkles og mængden af ord reduceres i forhold til højmessens mange ord og læsninger. Men grundlæggende har vi ikke magt over mødet mellem Gud og menneske og heller ikke over mødet mennesker imellem. Grundliggende har vi ikke magt over kærligheden, og det er dén, der skaber helligstedet.

Hvis vi godtager, at det er mødet og ikke murstenene og bygningen, der er afgørende for om vi har et helligsted, f.eks. med henvisning til Vor Herres egne ord om, at ”hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, er jeg til stede” og ”I møder mig i en af disse mine mindste brødre” eller simpelthen med henvisning til erfaringen af hvornår noget virker, så kan vi begynde at se på, hvad der er gunstigt i forhold til dét, at forsøge at skabe helligsted: Et forløsende/befriende møde.

Inspiration fra pilgrimsvandringen

For tiden lader jeg mig – når jeg står for andagter i og udenfor kirkens rum – i høj grad inspirere af enkelheden og stilheden og langsomheden man får under en vandring. Desuden lader jeg mig lede og inspirere af min egen længsel efter stilhed og rum til bare at kunne ”være”. Udenfor præstations-zonen.

Da jeg for en uges tid siden begav mig på vej til søndagens gudstjeneste, gik det op for mig, at min modstand imod at gå derhen skyldes, at gudstjenesten på en måde møder os mennesker med nøjagtig det samme, som vi er omgivet af udenfor kirkens rum. En lind strøm af ord og tanker, som man som kirkegænger skal forholde sig til. Endda ord og tanker fra svært tilgængelige, gamle bibelske tekster, sammen med salmer, der ofte er fyldt med ord der hører en fjern fortid til. Tempoet i gudstjenesten er højt – naturligvis afhængigt af om præsten forstår, at skal ordet høres, så skal det have god tid. Selvom præsten har et fint, langsomt tempo, så er der alligevel en overvældende strøm af ord i gudstjenesten, som det er svært at få tid til at tage ind og svært at få til at bundfælde sig i sindet. Gudstjenesten – den traditionelle højmesse – er for mig at se hektisk og overfyldt med ord.

Inspireret af pilgrimsvandringen i gudstjenestelig sammenhæng må vi have langsomhed, enkelhed og stilhed ind i gudstjenesten. God tid til at høre en enkelt tekst – gerne få ord, gentaget et par gange og gerne sådan at gudstjenestedeltageren har teksten/ordene trykt på et stykke papir foran sig, så han har mulighed for selv at vende tilbage til teksten i den stilhed, som bør følge efter læsningen.

Målet er – på ethvert helligsted og til enhver tid – at formidle Guds kærlige, tilgivende og nyskabende nærvær i det enkelte menneskes liv.

På Guds jord. Under Guds himmel. Ind i Guds nærvær.

På Guds jord. Under Guds himmel. Ind i Guds nærvær. Sådan lyder det overordnede tema for mine retræter, hvor langsomheden, stilheden og enkeltheden definerer og skaber rummet for deltagerne og giver den enkelte tid til at være uden at skulle præstere. Med dette tema vil jeg gerne formidle inkarnationens virkelighed til deltagerne. Guds nærvær i dette – vores jordiske – liv. Her og nu.

Noget af dét, der kendetegner retræten er netop, at vi har god tid. God tid til at få krop og sind ned i et langsomt tempo. God tid til hvile. God tid til at være i bønnens og andagtens rum. God tid til at lytte, til Guds ord og til min egen indre stemme. God tid til mødet. God tid til at skabe helligsted. Hellig tid. Tid med opmærksomhed på at livet er helligt.

Ovennævnte gælder også under pilgrimsvandringen. Her har man også god tid. Og pilgrimsvandringen lægger så yderligere krop til. At få kroppen med ind i kirkens rum gør en forskel. Mange, mange gange i årenes løb har jeg oplevet at sidde i kirken kun med hovedet. Både fordi den traditionelle højmesse er lagt intellektuelt an. Og fordi det kræver tid og ro, at komme hjem til sig selv. Mere tid og ro, end der almindeligvis gives under søndagens kirkegang.

Når du vandrer gennem flere dage kommer du fra hovedet ned i kroppen. Sind og krop forbindes. Ja, de er jo altid forbundet, men under vandringen bliver man opmærksom på, hvordan kroppen påvirker sindet – og omvendt. Man kan mærke, at man også er krop. Den er ikke til at komme udenom. Den sender signaler om træthed og ømhed. Om styrke og lyst. Man kan ikke under en længere vandring fortrænge kroppens betydning. Den trænger sig på og minder mig om min sårbarhed og min porøsitet. At der er grænser for hvor langt, jeg kan gå og hvor meget jeg kan bære.

Under vandringen åbnes sind og sanser og netop åbenheden er en væsentlig faktor i forhold til mødet. Det ved vi fra mødet med det andet menneske. At skal vi mødes på et dybere plan end på den pæne facade, så må der åbenhed til. Hvad der gælder for mødet mellem mennesker, det gælder også for mødet med Gud.

Inde OG ude

Som ovenfor antydet har det – for mig – ikke afgørende betydning, om vi holder gudstjenesten inde eller ude. Dét, der har betydning, og som man får foræret under en længere pilgrimsvandring, er at sind og sanser åbnes under vandringen. Åbnes for mødet med den anden.

Hvordan åbnes vi for mødet med den anden? Mødet med Gud?

Ja, for det første er det afgørende, at jeg er nærværende og opmærksom i forhold til den anden. At jeg møder op. Kommer til stede og er nærværende i forhold til ham eller hende, som jeg gerne vil møde. I forhold til nærværet har viljen til mødet afgørende betydning.

Hvis jeg er fysisk til stede men – i tanker og følelser – er et andet sted (måske i virkeligheden vil en helt anden) så mødes vi kun på overfladen. Så kommer der ikke et virkeligt møde i stand.

Viljen, til at åbne op for mødet med den anden, er forbundet med bevidstheden om, at jeg er afhængig af relationen. Tænker jeg, at jeg kan leve lige så godt – eller måske endda bedre – uden ham eller hende, forsvinder viljen og motivationen til mødet.

 Erkendelse af grundlæggende livsvilkår

Under en lang pilgrimsvandring – f.eks. de 6 ugers vandring tværs over Spanien ad Camino de Santiago – hvor du går alene og ikke har andet med dig, end de få ejendele du har i din rygsæk, går du ind i en erkendelsesproces. Under sådan en vandring skæres livet helt ind til benet.

Grundvilkårene for menneskelivet bliver tydelige. Først går det for alvor op for mig: Jeg er alene! Jeg kom alene ind i denne verden og jeg skal alene herfra. På vejen/livsvandringen mellem fødsel og død – som pilgrimsvandringen bliver et billede på – er der noget, der er væsentligt og noget, der har mindre betydning. Noget af det, der virkelig har betydning, er at jeg finder medvandrerer på vejen. At jeg møder mennesker, som jeg kan dele dagen og vejen med.

Jeg husker f.eks. de første dage under vandringen, hvor jeg gik alene, som ”ensfarvede”. Mens de efterfølgende dage og uger, hvor jeg fandt medvandrere, fik farve og indhold og mening af fællesskabet med dem undervejs. Sådan er det også med de medvandrere jeg har derhjemme. De giver mit liv indhold og mening.

Fællesskabet har afgørende betydning for om mit liv er meningsfyldt. Jeg vil fællesskabet med andre mennesker, for det er i fællesskabet, jeg finder mening i at være til. Jeg er afhængig/ mit livs mening er afhængigt af, at jeg finder nogen at følges og dele med på vejen.

Dén erkendelse åbner mig for mødet med den anden.

 Grænsen og bønnen

Under en lang vandring sker der tillige det, at jeg kommer til min egen grænse. Støder ind i den. Grænsen for hvor langt, jeg kan og vil gå. Og grænsen for hvor meget, jeg kan bære. Fysisk mærker jeg, at jeg bliver træt ved grænsen. Træt. Afmægtig. Og dér i trætheden og afmagten får jeg brug for hjælp. Det er ganske simpelt. Helt enkelt. I min afmagt må jeg bede om hjælp i forhold til det, jeg ikke magter selv. Bønnen begynder ved grænsen for hvor langt jeg kan gå og hvor meget, jeg kan bære.

Herhjemme i det daglige liv opdager vi ikke så let denne grænse. Vi kan så let forflygtige dét sted, hvor vi står ansigt til ansigt med egen grænse. Egen afmagt. Og fordi vi har tendens til at flygte væk fra det sted, er det svært, at nå til en erkendelse af, hvem vi selv er. Det er nemlig ved grænsen – min grænse – jeg bliver tydelig for mig selv og de andre. Grænsen definerer mig. Og det er i afmagten og bønnen jeg overgiver mig/hengiver mig til den anden. Til den, jeg følges med. Eller til Gud: Kære Gud. Hjælp mig med at bære dette, som jeg ikke selv magter. Giv mig styrke. Vis mig vej. Giv mig mennesker at følges med og dele med. Amen.

Så vandringen gør mig opmærksom på, at jeg som menneske er sårbar og afhængig af at være i et fællesskab med andre. At fællesskabet er det allervigtigste for mit livs indhold og mening og retning.

Sårbarheden og afhængigheden gælder desuden på et dybere plan. Den gælder i særlig grad dét, at jeg ikke har magt over livet. Jeg bestemmer ikke over døden. Jeg har ikke magt over kærligheden. Jeg kan ikke give mig selv livet. Jeg kan ikke ”tage det”. Thi intet kan du tage, alt kan du få af Gud, som vi synger det i DDS 36 Befal du dine veje.

Livet afhænger af noget eller nogen, der er større end mig. Vi kalder dét, der er større end os for Gud. Og vi tror, at vi kender Gud i Jesus Kristus. Vi kender Gud som skaber. Den, der giver liv. Gud formede mennesket af ler og blæste livsånde ind i det´s næsebor. Han satte mig ind i verden. Gav mig ben at gå på. Og engang ved min livsvandrings afslutning drager Gud mig hjem til sig igen ved sin hellige ånd. Den verdensomspændende, livgivende ånd, som vi har del i gennem åndedraget. Ved mit åndedrag er jeg forbundet med Guds livgivende, hellige ånd.

Livgiveren. Frelseren. Befrieren. Frisætteren. Jesus Kristus. Gud, er jeg altid forbundet med, idet det er ham, der giver mig livet. Holder mig i live ved sin ånd. Sætter mig fri til at leve her og nu, som den jeg er – ved sin kærlighed. Han, Gud, Jesus Kristus er altid nærværende i mit liv. Det siger sig selv. Det er selvfølgeligt. Uden Gud intet liv. Uden Guds Ånd intet åndedrag. Mærkeligt, at jeg kan gå og glemme det! Glemme min afhængighed og min forbundethed med Skaberen. Ikke desto mindre er det dét, jeg gør: Går og glemmer Guds nærvær. Guds livgivende, frisættende og nyskabende nærvær.

Det siger sig selv og dog må det siges til mig igen og igen. Derfor skal der holdes gudstjeneste og ordet om Guds livgivende, frisættende og nyskabende nærvær må lyde, sådan at mødet – om muligt – igen kan finde sted.

 Som i forholdet til min elskede

Målet er, at jeg igen bliver opmærksom på Guds nærvær i mit liv. Opmærksom på hans nærvær, så mødet imellem os kan komme i stand. Det kræver tid og rum. Og det kræver mit nærvær. Som når jeg vil mødes med min elskede. Mødet med ham fordrer af mig, at jeg giver forholdet tid og at jeg kommer til stede med krop og sind. At jeg har mig selv med.

Der kræves altså nøjagtig det samme af mig, når jeg vil møde Gud, som når jeg vil møde min elskede eller en god ven. Det afgørende ér, om jeg er nærværende, om jeg tager bolig i mig selv, som den norske digter Hans Børli siger det: Et er nødvendigt/ i denne vor vanskelige verden/ af husvilde og hjemløse / At tage bolig i dig selv / Gå ind i mørket og pudse sodet af lampen / sådan at mennesker på vejene / kan skimte lys i dine beboede øjne/

Jeg har taget digtet her til mig, som kendetegnet på dét, jeg i mødet / på helligstedet stræber imod: At oversætte inkarnationen til nutiden. At understrege, at som Gud kom til os i Jesus Kristus, sådan kommer han til os i medmennesket. I en af disse mine mindste brødre.

Gud tog bolig i Kristus og dermed stemplede han vores jordiske liv som velsignet og helligt. Her i det jordiske kaldes vi til at tage bolig. Og vi kaldes til, at skabe et rum til at medmennesket kan tage bolig i sig selv. For ingen andre steder har vi mulighed for at leve livet. Alle andre steder end i os selv bliver vi husvilde og hjemløse. Og Gud vil ikke have, at hans menneske skal flakke husvildt og hjemløst rundt i verden. Derfor har han givet dig og mig en krop at være i.  Kroppen er mit hjem her på jorden. Den huser mig – mit sind, mine tanker, mine følelser.

Gennem inkarnationen gør Gud det muligt for os at være i det jordiske: Så modsætningsfyldt som det er – så stort og smukt og samtidig så grusomt og smerteligt, det også kan være – så ligger det jordiske liv i hans hånd under hans velsignelse. Her kan vi være, dém vi er. Det er vores virkelighed og det er gudstjenestens mål, at gøre os opmærksomme på denne virkelighed. At sætte os fri til livet i Guds nærvær. Det må gøres igen og igen, for vi glemmer det så let. Det kan gøres både ude og inde, når vi gir´ os tid og lader os åbne for mødet med den anden.

Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.