Af pilgrimspræst i Viborg stift Anette Foged Schultz
Denne sommer har stået i pilgrimsvandringens tegn med den nordisk-økumeniske vandring til Viborg og med min deltagelse i en pilgrimsvandring fra Hjerkin til Trondheim i Norge. Nedenstående er overvejelser, der opstod undervejs, om pilgrimsvandringens integration i en evangelisk-luthersk sammenhæng.
Pilgrimsvandringen er igennem de seneste 15-20 år genopstået i Norden og i Europa som en græsrodsbevægelse. Mennesker er igen begyndt at bryde op og begive sig på vandring mod gamle pilgrimsmål i både protestantisk og katolsk sammenhæng. Derfra hvor jeg står, ser jeg bevægelsen som et udtryk for, at vi – i vores præstationsorienterede samfund – har manglet åndehuller. Pauser hvori vi har kunnet ”lade batterierne op”. Pilgrimsvandringen er blevet en modstandsbevægelse imod en overfladisk, materialistisk forbrugermentalitet, hvor tempoet er umenneskeligt højt. Hvor ingen rigtig kan følge med – i det mindste ikke i længden. Et samfund hvori vi placerer alle, der ikke er produktions- og præstationsdygtige i institutioner. Børn og gamle. Mens vi selv producerer og præsterer. På længere sigt mister vi os selv. Vi får ikke sjælen med, kunne man sige. Pilgrimsvandringen er netop blevet sådan et åndehul for det moderne menneske, hvor langsomheden, enkeltheden og stilheden giver ”sjælen mulighed for at indhente kroppen”. Et åndehul, hvori man bliver mindet om, at man som menneske, er både krop, sjæl og ånd. Et åndehul hvori man får mulighed for at ”komme til sig selv”.
En pilgrim er et menneske, der vandrer imod et helligsted. Sådan lyder definitionen, og bestemmer dermed pilgrimsvandring som kirkegang. Man vandrer som pilgrim imod en kirke. Imod kirkens lyse rum, hvori evangeliet lyder og menneskelivet ses som helligt. Herinde fortælles jeg større, end jeg kan fortælle mig selv. Herinde værnes livet imod dom og fordømmelse. Herindefra kan jeg gå velsignet ud i verden og leve livet, som jeg får givet. I kirkens lyse rum sætter kærligheden mig fri til at leve i verden, som den, jeg er. På den måde kan man sige, at pilgrimsvandring ”i en nøddeskal” er kirkegang: Den er mit opbrud fra morgenkaffen søndag morgen. Min gang til kirken. Mit møde med Guds frisættende kærlighed i gudstjenesten. Og min gang hjem igen til det sted, hvor jeg lever mit liv. Det er pilgrimsvandringen i miniature. Opbrud. Bevægelse mod helligstedet. Frisættelsen i mødet med evangeliet. Hjemvendelse. At man så, med flere dages vandring, kommer ind i en rytme, mærker stilhedens og langsomhedens helbredende virkning, som åbner sind og sanser for livet, som det kommer til én, det er noget, der kommer til, og som det er værd at gå efter på den længere pilgrimsvandring. Men kort sagt kan pilgrimsvandring siges at være kirkegang.
Undervejs på mine vandringer har jeg oplevet det – for mig – betydningsfulde, at helligstedet ikke udelukkende findes indenfor kirkens mure. At helligstedet ikke er statisk og bundet til en bygning af sten, men at det kan opstå i øjeblikket – i mødet med den anden. Gud eller medmenneske. Det møde, der blev bestemt af den kærlighed, der ville og kunne rumme mig som den, jeg er. Det møde, der satte mig fri til at være i verden, som mig selv. Dér opstod kirken. Den, der er bygget af Grundtvigs ”levende stene”.
I katolsk sammenhæng er pilgrimsmålet en kirke bygget over en helgens grav. Katedralen i Santiago de Compostela for eksempel siges, at være bygget over Sankt Jakobs grav. Og det er præcis her vores veje må skilles. Vi kan ikke i en evangelisk-luthersk sammenhæng gå til en helgens grav. Det gør de godt nok både i Norge og Sverige (Hellig Olav i Trondheim og den hellige Birgitta i Vadstena ), og det må skyldes, at de ikke rigtigt har tænkt sig om. Sådan kan det gå, når man ukritisk genoptager en gammel tradition, at man ikke får tænkt sig om. Hvad er det vi gør? Hvorfor gør vi det? Hvad vil vi, med det vi gør?
Når man indoptager helgentanken, indoptager man samtidig et menneskesyn, der for mig at se, er uforeneligt med et evangelisk-luthersk kristent menneskesyn.
Med inkarnationen – Guds tagen bolig i et menneske: Jesus fra Nazareth – har vi et menneskesyn, hvori det ganske almindelige, brogede, modsætningsfyldte menneskeliv blev velsignet og helliget. Kristen forkyndelse fortæller dig: Dit (ufuldkomne) liv er helligt! Sådan som du er, sådan er du skabt. Sådan har Gud tænkt dig. Sådan vil han ha´ dig og ha´ med dig at gøre. Du er underfuldt, velsignet liv. Og som sådan – som de mennesker, vi er – bliver vi hellige for hinanden. Vi får medvandrere på vores livsvandring, der bliver hellige for os, idet de får afgørende betydning for vores livs indhold og mening og retning.
Vi er helligt, velsignet liv. Som de mennesker vi er. Vi skal ikke først forbedres og forandres for at indtage status som helligt, velsignet liv. Og hver gang et andet menneske kommer til mig, møder mig med en kærlighed, der kan rumme mig, som den, jeg er, og som derved giver mig mod til at være i verden som mig selv, hver gang det sker, er det et under – et gudgivet under. For Gud sender os til hinanden. Han tager bolig i den menneskekrop, der bringer kærlighedens frisættende kraft til mig. Sådan tager han os mennesker i brug. Sådan inkarnerer han sig igen og igen. Sådan er vi og sådan bliver vi hans tjenere og medarbejdere på hans viljes værk i verden.
Og hver gang vi møder hinanden (eller for den sags skyld os selv) med afvisning og kulde, hver gang vi fordømmer hinanden (eller os selv) og fratager den anden (eller os selv) retten til at være i verden, som den han/hun er, hver gang dét sker, bliver vi modarbejdere på Guds værk her i verden.
Med helgenlegenden idealiseres et enkelt menneskeliv. Det kan være Olav, der fortælles som en helt, eller Maria (jomfru (!) Maria) der fortælles helt ren. Idealiseringer, der som forbilleder for et menneskeliv, gør det vanskeligt at leve i verden, som det menneske, jeg er, fordi jeg aldrig bliver ideal. Og blev jeg dét, blev jeg samtidig umenneskelig og ville dermed komme til at stå i modsætning til den menneskelighed og medmenneskelighed, som inkarnationen vil bane vej for imellem os.
Når vi skaber idoler og helgener – idealiserer et enkelt menneske og umenneskeliggør det – da modarbejder vi evangeliet i en måske nok så menneskelig trang til det rene liv. Lysten til at det skulle være muligt (også for mig), at opnå det ideale liv her på jorden. Ulysten til at skulle leve med skylden, man pådrager sig, som det ufuldkomne menneske man er. Uviljen til at acceptere de jordiske forhold og betingelser vi nu engang får livet givet på. Og måske en manglende erfaring af befrielsen i Luthers ”simul justus et peccator”. En erfaring vi har mistet, fordi vi – i vores samfund -har mistet adgangen til de åndehuller, det nådens rum, som kirken og gudstjenesten er. Adgangen til det møde, der sætter den enkelte fri til at leve i verden, som det ufuldkomne, velsignede liv han eller hun er. På én gang retfærdiggjort og synder.
Pilgrimsvandringen åbner en vej ind i kirken for mennesker, der har glemt, at denne vej findes. Den skaber åndehuller i en åndeløs og åndløs verden. Godt at græsrodsbevægelsen opstod! Lad os i folkekirken bevæges af den og med den, OG lad os tænke os om, når vi genoptager og indoptager en gammel tradition i en ny sammenhæng.
