Meditativ gudstjeneste

Arranger en meditativ gudstjeneste inspireret af pilgrimsvandringens elementer – enkelhed, stilhed og langsomhed.

Jeg tilbyder – som optakt til et foredrag i jeres sognegård – en meditativ gudstjeneste i sognets kirke, hvor vi lader os inspirere af stilheden, enkelheden og langsomheden fra pilgrimsvandringen.

Baggrund
En pilgrim er et menneske, der vandrer imod et helligsted. Sådan lyder definitionen, og bestemmer dermed pilgrimsvandring som kirkegang. Man vandrer som pilgrim imod en kirke. Imod kirkens lyse rum, hvori evangeliet lyder og menneskelivet ses som helligt. Herinde fortælles jeg større, end jeg kan fortælle mig selv. Herinde værnes livet imod dom og fordømmelse. Herinde sætter kærligheden mig fri til at leve i verden, som den jeg er.

Inspireret af pilgrimsvandringen i gudstjenestelig sammenhæng må vi have langsomhed, enkelhed og stilhed ind i gudstjenesten. God tid til at høre en enkelt tekst – gerne få ord, gentaget et par gange og med tid til at lade ordene bundfælde sig i sindet. Tid til at være.

Målet for andagten er, at formidle Guds kærlige, tilgivende og nyskabende nærvær i det enkelte menneskes liv. På Guds jord. Under Guds himmel. Ind i Guds nærvær.

Comments are closed.