Pilgrimsvandring

– med folk fra sognet, med konfirmandgrupper
eller som personalepleje og organisationsudvikling

Siden jeg første gang vandrede mod Santiago de Compostela – ad Caminoen – tværs over det nordlige Spanien, er noget af det, der har fascineret mig mest, at hér – på denne vej – har mennesker vandret før mig gennem 1000 år. Ja, i virkeligheden længere! Langs vejen er der tydelige spor efter keltisk beboelse. Det vil sige, at længe før de kristne hævdede at have fundet apostlen Jacobs jordiske legeme ude ved Finisterre – længe før dét – har mennesker vandret ad denne vej!

image002Siden har jeg vandret ad vejen til Santiago flere gange, som jeg også har fulgt pilgrimsvejen fra Oslo mod Nidaros i Norge, pilgrimsvejene omkring Vadstena i Sverige og vandret mod flere pilgrimsmål i Irland. Undervejs på mine vandringer har et påtrængende spørgsmål været: Hvad er det, der bevægede mennesker i før-kristen tid til at vandre? Hvad bevægede de store strømme af middelalderens pilgrimme, og hvad bevæger mig i dag? Hvad er det, der bevæger os, når vi igen i dag – i stærkt stigende tal – bryder op fra det kendte og trygge og begiver os ud på ukendte veje mod de gamle pilgrimsmål?

Kan det være sådan, at det er det samme vi går efter? Kan det være det samme, der bevæger mig, som bevægede middelalderens pilgrimme?

Ja, det kan det! Undervejs, på mine vandringer, er det gået op for mig, at dét, der er den dybeste motivation bag pilgrimsvandringen er en fællesmenneskelig, eksistentiel drivkraft. Den findes i mennesker på tværs af religion og tro. En ateist vil dybest set vandre med samme bevæggrund som en kristen og en muslim. Dét der bevæger et menneske til at bryde op og begive sig på vandring er længslen efter at finde vej i livet. Længslen efter fornyelse af livet. Nye muligheder. At få mulighed for, at kunne begynde forfra!

Et menneske bryder op fra sit sted, fra det kendte og trygge, dér hvor rammerne for livet er blevet for trange. Der hvor livet er dødt – stivnet i gamle normer og værdier. Eller truet af andre vilkår. Når man ikke kan finde næring til livet, hvor man ér, enten fordi man selv er lukket helt af for det, eller fordi livsbetingelserne på stedet er umulige, må man bryde op og begive sig hen et sted, hvor det er muligt at finde ny næring. Det kan gælde det enkelte menneske, og det kan gælde store dele af et folk.

Man kan på en måde sige, at vores tid er de store folkevandringers tid. Mennesker bryder op fra deres land og deres familie, når politiske forhold, krig og naturkatastrofer gør det umuligt for dem at leve, hvor de er. De bliver flygtninge. Denne verdens ufrivillige pilgrimme. Og sådan har mennesker altid gjort. Fordi vi – som mennesker – vil livet.

Kelterne gjorde det samme. De brød op og vandrede ad ukendte veje ned gennem Europa. Som nomader gik de fra sted til sted. Slog sig ned og brød op igen, når livsbetingelserne blev for ringe. De vandrede og de kom under deres vandring helt derud, hvor et menneske ikke kan komme længere. Helt ud til havet. Helt ud til Finisterre, verdens ende, ud til grænsen mellem himmel og jord. De gik til livets grænse. De vandrede i søgen efter frugtbare steder, hvor de kunne slå sig ned og leve.

De store folkevandringer er et godt billede på, hvad pilgrimsvandringen er på et eksistentielt plan: Længsel efter steder – åndelige som fysiske – hvor der findes næring til livet.

Den åndelige side af sagen udtrykker Augustin – en af de gamle kirkefædre – i sin selvbiografi, ”Bekendelser” (skrevet ca. 397). Augustin ser tilbage på sit liv. Skuer tilbage på alle sine veje – vildveje og afveje – og siger: ”Du Gud har skabt mig til dig, og mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig!”

Først i et tilbageblik forstår Augustin, at det der drev ham på alle livets veje, dybest set var længslen efter at leve i fællesskab og kærlighed. I fællesskab med mennesker og med Gud.

På en måde kan man sige, at det er Gud selv, der har sat ham i bevægelse. Den Gud, der har skabt ham og hvert øjeblik giver ham liv og ånde, den Gud kalder ham til livet. Til at leve i forbundethed med Gud og medmenneske.

I en kristen kontekst står pilgrimsvandringen i forsoningens tegn. Undervejs går pilgrimmen ind i en forsoningsproces. Hun forsones med livet, som det blev og med Gud, som giver det. Hun forsones med sig selv og med de mennesker, hun følges med. Pilgrimmen går mod kirken, hvor evangeliet taler til hende. Hun får her tilgivelsen og kærligheden, som sætter hende fri til livet her og nu.


PILGRIMSVANDRING MED SOGNETbilleder pilgrimspræstetiden 3921


Læs mere her

 


TEMADAG MED KONFIRMANDER P4170127


Læs mere her

 


PILGRIMSVANDRING SOM billeder pilgrimspræstetiden 1196
ORGANISATIONSUDVIKLING OG PERSONALEPLEJE

Læs mere her

 


Se alle opslag om pilgrimsvandringer

Comments are closed.