Pilgrimsvandring ved Gudenå Hospice

Frivilliggruppen
Lukket vandring.

Tirsdag den 29.maj kl. 15.00-19.00

Til de frivillige
– på Gudenå Hospice

Du, som er frivillig på Gudenå Hospice, bliver igen og igen mindet om, at døden er en uomgængelig virkelighed i vores liv.
At få døden så tæt på, som man gør det på Hospice, minder om, at livet ikke er nogen selvfølge.
At det er dyrebart og kan være skrøbeligt.

At få døden tæt, på sætter livet i perspektiv og der kan ske dét for os, at vi skønner mere på livet mens vi har det – konfronteret med døden.
Påmindelsen om, at også mit liv har en afslutning derude i fremtiden, kan hjælpe mig til at se klart i mit eget liv:
Hvad vil jeg bruge mine dage på?
Hvad er væsentligt?
Og hvad vil jeg ikke spilde tiden på?

Når man begiver sig ud på en længere pilgrimsvandring sker der ofte dét, at vandringen kommer til at stå som et billede på mit liv.
Livsvandringen mellem fødsel og død.

Det er fantastisk, ikke at skulle andet end at vandre hver eneste dag.
Livet bliver enkelt.
Vandringen fører én ind i en tilstand, hvor stilhed, langsomhed, enkelhed, frihed, bekymringsløshed, fællesskab og spiritualitet præger dagene.

Når man efter flere uger nærmer sig vandringens mål – vandringens afslutning – ledes tankerne helt naturligt hen på tanken om, at som denne vandring har en afslutning, sådan har mit liv det også.
Man ser tilbage med taknemmelighed over, hvad man fik med sig undervejs.
Vemodigt tager man afsked med de mennesker, man fulgtes med på vejen.
Ens medvandrere. Dem der gav dagene på vejen indhold, farve, retning og mening.
Som ved livets afslutning.

Pilgrimsvandringen med frivilliggruppen

Vi vil vandre nogle timer sammen denne tirsdag og give os tid til bare ”at være”.
Tid til at finde indre ro.
Tid til at sanse og nyde den smukke natur, vi skal vandre igennem.
Tid til at se tilbage på hver vores livsvandring – også på den del af livsvandringen, hvor vi har fulgtes med andre frivillige, ansatte og medarbejdere på Hospice.

Hvad fik du med dig på vejen, som du er taknemmelig for?
Vandringen, som delvist foregår i stilhed, ledes af Studenterpræst og psykoterapeut Anette Foged Schultz.
Hun har i mange år arbejdet med vandringen som et redskab til nærvær, opmærksomhed og valg og hun vil undervejs på denne vandring hjælpe os til nærvær i øjeblikket og til at finde et enkelt fokus undervejs.

Vandringen indledes og afsluttes i Bryrup Kirke.

Som livsvandringen er et symbol på dit liv, sådan kan kirken, som helligsted, stå som et symbol på dét, der er helligt for dig.
Hvad er helligt for dig?
Hvad betyder allermest for dig?
Hvad håber du på?
Hvad drømmer du om?

Sådanne spørgsmål vil vi fordybe os i undervejs.
Velkommen!

Dette indlæg blev udgivet i Arrangement, Pilgrimsvandring. Bogmærk permalinket.