Vejledning – en helgen som vej-leder?

Tidsskrift for Sjelesorg

Vejledning – en helgen som vej-leder?

Af pilgrimspræst i Viborg Anette Foged Schultz

 Artiklen har som grundlæggende synspunkt, at selve helgentanken er uforenelig med et evangelisk-luthersk menneskesyn. I artiklen her vil jeg forsøge at redegøre for, hvorfor jeg ser det sådan. Dernæst vil jeg forsøge at svare på spørgsmålet: Når en helgen ikke kan være vej-leder, hvem kan så? Hvad kræves der af en vejleder?

 Om hvordan en helgen(legende) bliver til

Hvis man vil undersøge, hvordan en helgen(legende) bliver til, er det stort set lige meget, i hvilken retning man vender blikket. Om det f.eks. er mod de keltiske helgenlegender om Sct. Patrick og Sct. Columba, eller om det er legenden om den norske kong Olav eller den spanske Santiago. Det gælder for alle legenderne, at de egentlig ikke interesserer sig for mennesket og virkeligheden bag legenden. Fokus i en helgenlegende er det mirakuløse. Mirakler, som man mener at kunne forbinde med den helgenkårede efter hans død.

Derfor kan man generelt sige, at helgenlegenderne er digtet i et helt specielt øjemed. Der er et formål med dem. Den skotske teolog ved University of St. Andrews Ian Bradley har i Celtic Christianity. Making Myths and Chasing Dreams 3.) i detaljer beskrevet, hvordan legenderne om de keltiske helgener oprindeligt er skrevet med det formål kirkeligt at få magt over Skotland og England op imod den Romersk-katolske kirkes stigende indflydelse i området.

Ian Bradley beskriver helgenlegendernes betydning for denne magtkamp op gennem tiden fra midten af det 5. århundrede til i dag. Han påviser, hvordan sværmeri og kirkelige og verdslige magtkampe har været bestemmende for udformningen af legenderne.

Når man vender blikket mod nord, mod legenden om kong Olav, er der heller ingen tvivl om, at der her er digtet helgenhistorie med fokus på miraklerne ved Olavs grav:

Det var ei kvinne som var så ille verkbroten, – føtene krøkte seg like opp under setet. Så bar dei ho til grava åt martyren. Då ho hadde lege der lenge, i gråt og bøn, vart ho heilt frisk att; senene tøygde seg og leggbeina rette seg ut, føtene vart sterke att og kvar lem fekk sin form og sin styrke. Glad og fegen fór ho heim. (Passio Olavi, utgave 1930, s 27)  4.)

Fortællingen her er én blandt mange, og typisk er det også i den nordiske sammenhæng, at der ikke er den store interesse for Olav som historisk person. Hvordan han som vikingekonge sandsynligvis har hærget og plyndret som vikinger gjorde det på den tid. Nej, interessen kredser om – og legenden digter med om ham – som en heltemodig, retfærdig skikkelse, der kristnede Norge. I beretningen om ham handler han altid ret, og gennem sine handlinger danner han et moralsk forbillede for det kristne menneske.

En lignende proces findes i de legender, der knytter sig til Santiago – Sankt Jakob. Der er her tale om legender, der omdigter disciplen Jakob til en krigshelt. En krigshelt, som man i legenden har sat i spidsen for de kristnes kamp mod muslimerne, og som derigennem sikrede kristendommens sejr over Islam i det nordlige Spanien. Altså samme fænomen: Anvendelsen af helgendyrkelsen i en kirkelig/religiøs og verdslig magtkamp.

Også i kølvandet af Santiago vrimler det med beretninger om mirakler op igennem tiden – selv den dag i dag. Mirakler, der siges at finde sted blandt nutidige pilgrimme på Camino de Santiago. Mirakel-troen lever stadig i bedste velgående!

Skepsis i forhold til det mirakuløse – en modsigelse af inkarnationen

 Trangen til mirakler – længslen efter at sygdom og smerte i livet skulle kunne forsvinde fra det ene øjeblik til det andet som ved et knips med fingrene – er forståelig og meget menneskelig. Trangen har ganske sikkert eksisteret til alle tider og på alle steder, hvor der har levet mennesker.

Man kan se den – trangen til mirakler og længslen efter et smertefrit liv – i mange forskellige sammenhænge også i nutiden. F.eks. i den positive psykologis tro på, at bare du tænker positivt nok, så kan du ved tankens kraft skabe din egen fantastiske, smertefrie virkelighed. Man kan se trangen til mirakler i troen på reinkarnation, hvor mennesket genfødes igen og igen og hver gang ind i et højere stadie i livet – visere, renere og dermed mere og mere ophøjet og smertefrit. Man kan finde den – trangen til mirakler – i tanken om, at det er muligt for et menneske(,) at gøre sig mindre og mindre bundet til verden/mennesker omkring sig og derigennem gøre sig urørlig – fri af den smerte, der hører med til at være forbundet med og elske andre. Og man kan se den – trangen – i den alternative verdens optagethed af krystaller og troen på deres helende virkning. I alle disse eksempler og flere til kan man – mener jeg – se menneskets længsel efter et smertefrit liv.

Men hvad er der i vejen med mirakler, vil nogen måske spørge. Jeg vil svare, at der er dét i vejen med mirakel-tro af den ovennævnte karakter, at den er løgn! At den er et forsøg på at flygte væk fra en broget og af og til smertelig virkelighed. Den er et forsøg på at få kontrol over livet, og den er tillige utroskab imod den virkelighed, som inkarnationen henviser os til at leve i.

Mirakler sker. For eksempel har jeg i en sen alder mødt en mand, der siger, at han elsker mig! Og for eksempel har jeg fået et barn, der – som ethvert menneske – har sit helt eget aldrig før sete væsen. For eksempel står solen op og giver verden ny farve hver eneste morgen. Dagen er ny i dag. Den er din! Det er et mirakel. Du er til!

Med inkarnationen kastes der et kærligt lys ind over verden. Med inkarnationen er livet stemplet: Helligt! Med inkarnationen er mennesket adlet og velsignet. Gud har gjort sig til ét med den skabte verden, solidariseret sig med os, vist os, hvordan vi kan se på os selv og hinanden: Som helligt, velsignet liv.

Med inkarnationen henvises vi mennesker samtidig til en virkelighed, hvor vi meget vel véd, at vi ikke har kontrol over de væsentligste forhold i tilværelsen. Vi har ikke magt over livet og døden og kærligheden. Vi er prisgivet livet og dets tilskikkelser. Livet, som vi hver dag får givet som en gave helt uafhængigt af vore præstationer. Kærligheden som møder os helt uafhængigt af, om vi ”er gode nok”. Det eneste vi kan, i forhold til livet og til kærligheden, er taknemmeligt at tage imod den, når den kommer til os – og sørge, når vi mister den.

Det er sværere, end man måske umiddelbart skulle tro, at leve med bevidstheden om, at det er ganske begrænset, hvad vi som mennesker har af magt over de allervæsentligste forhold i livet. Det kan føles uudholdeligt, at vi er så afmægtige. Så sårbare. Derfor udvikler mange af os en neurotisk adfærd, der som C.G. Jung har sagt det, netop består i et forsøg på at undgå den legitime smerte i livet.

Mirakel-tro afspejler et neurotisk forhold til livet. Vi lever i et samfund, der er neurotisk.

Den klassiske pilgrimsmyte

 I den klassiske pilgrimsmyte er der en blindhed i forhold til det jordiske livs hellige og velsignede status. Man vil gerne væk fra det jordiske og ”hjem” til det himmelske. På den måde stemmer den klassiske pilgrimsmyte meget godt overens med tidens trend, som den kommer til udtryk i f.eks. positiv psykologi. Livet er ikke godt nok, som det er. Det skal skabes om, boostes op, forandres via positiv tænkning og udefra kommende energier. Der er en stræben opad. Opad mod lettere, luftigere himmelstrøg. Mod det mirakuløse, smertefrie liv. Mærkeligt nok, for pilgrimsvandringen forbinder ellers pilgrimmen med jorden på en meget fysisk måde. Som vandrende pilgrim bliver man hele tiden mindet om kroppens virkelighed, om tyngdelovens kraft og om den modsætningsfyldte – på én gang grusomme og underfulde – virkelighed, vi lever i.

 For mig at se, viser kristendommen – og pilgrimsvandringen støtter denne synsvinkel – igen og igen ned på jorden. Viser hen til den vej Gud selv gik. Inkarnationens vej. Ned på jorden. Ind i det almindelige, brogede menneskeliv med lyst og smerte. Med blod, sved og tårer. Med relationen til mit medmenneske, som er bestemt af relationen til Gud. At livet, vi har med hinanden, så svært det ofte også er, er helligt og velsignet. Så vi kan have hjemme hér!

 Sjælesorg på inkarnationens præmisser

Enhver, der har arbejdet med sjælesorg ved, at der kun er én vej at gå med konfidenten, og det er vejen ind i dén virkelighed, der er hendes/hans. Søren Kierkegaard siger det sådan: ”At man, når det i sandhed skal lykkes én at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Det er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham.”5.)

 Og enhver, der har arbejdet med sjælesorg, må også kende til dét, man kalder den paradoksale lov om forandring. Den lovmæssighed i eksistensen, at vil du forandring i dit liv, så må du begynde med at acceptere virkeligheden, som den er for dig netop nu i dette øjeblik. (Arnold Beisser,  International Gestalt Journal, 2004  6.)

At få hjælp til at være i dét, der er allersværest, at acceptere det som min virkelighed lige nu, er den største hjælp, et menneske kan få, og det kræver bl.a. af vejlederen, at han er tro mod sin egen virkelighed. At han er tro mod sine sanser: dét, han hører og ser i mødet med konfidenten. Og særlig vigtigt: At han tør være nærværende, som den han er – sig selv – ikke ophøjet  med guru-status.

Forestil dig en helgen som vej-leder. Han ville – med sin påståede mulighed for at skabe mirakler – fristes til at søge den lette løsning. Et knips med en finger og en mirakuløs forandring i den hjælpsøgendes liv. Derved ville han – helgenen – bidrage til, at konfidenten forblev i et neurotisk forhold til livet, hvor der i virkeligheden ingen mulighed var for heling. Den heling, der består i at finde modet til at se virkeligheden i øjnene og så godt som muligt leve med smertepunkterne i livet.

Per Olav Enquist formulerer betydningen af at kunne leve – også med dét, der gør ondt – så smukt og enkelt i romanen Kaptajn Nemos bibliotek.

Bagefter burde jeg ha tænkt: det er mærkeligt med dét, der sker. Man får et smæk, men der er ikke noget, som er håbløst. Engang imellem er det så forfærdeligt, at man bare vil dø. Men når så alting er allermest forfærdeligt, da ved man jo, at man alligevel på en eller anden måde lever. Det kan jo mærkes. Det brænder pludselig og bliver tilbage som et lille brændende punkt af smerte. Og så lever man jo, hvis man ikke sætter det over styr.

Man behøver jo ikke at tro at alting er så lykkeligt. Bare man forstår, at der altid gives noget, der er bedre end døden. Og så skal man beholde dét, der gjorde ondt. Der er ingen mening i at krybe udenom, og glemme….. For hvad har man så tilbage. Og så findes der ikke nogen mening overhovedet i noget af alt det, som gjorde ondt.

Så havde det bare gjort ondt. Helt meningsløst. Og så var man bare et helt meningsløst menneske. Det er måske dét, der gjorde ondt, som er beviset på, at man blev et menneske. 7.)

En vej-leder må ikke give urealistiske løfter om mirakler og derved binde konfidenten til sig i en usund relation. En vejleder skal tværtimod – når konfidenten har den nødvendige selvstøtte – lede ind i det fobiske punkt, ind i smertepunkterne. Kun ad dén vej findes der mulighed for heling. Mulighed for langsomt at vokse og gennem væksten blive et modent og helet menneske, der ikke lever på konstant flugt fra smerten i livet.

Tænk engang at det er så modsætningsfyldt, at det er ved at gå ind i smerten, du forløses! Du forløses ikke ved igen og igen at søge udenom. Være på flugt fra den. I dén bevægelse holdes du som en fange. En fange af dén forestillede nødvendighed: At du for enhver pris skal undgå dét, der gør ondt for at kunne overleve. Og at du må blive ved med at lede efter én, der kan udføre miraklet for dig (og i dig) indtil du en dag finder ham. Og du vil så inderligt gerne tro dém, der lover dig mirakler. Det er på den måde, helgener og guruer opstår. Og det er derfor, en helgen ikke kan være vejleder; og det er derfor, en guru kun kan blive en dårlig vej-leder. Helgen- og gurudyrkelse betyder at en følge en vej, der leder vild. Helgen- og gurudyrkelsen er utroværdig, gennemskuelig ønsketænkning: Den giver løfter om, at vi gennem et andet menneske kan få magt over livet, sikre os mod alt ondt og blive smerten i livet kvit!

En helgen er ikke egnet som vej-leder – hvem er så?

Og hvad er opgaven?

Før jeg svarer på dette spørgsmål, må jeg først stille et andet, nemlig: Hvad er målet for vej-ledningen? Hvor skal den vejledte føres hen? Og hvilken opgave har vejlederen undervejs?

Hvad er målet for vej-ledningen?

Målet for en vejleder i kristen sjælesørgerisk sammenhæng må selvfølgelig først og fremmest afhænge af, hvilken problematik konfidenten kommer til vejlederen med. Vi skal som sjælesørgere og vej-ledere ikke have projekter på vegne af vores konfidenter.

Overordnet må der dog ligge et kristent menneskesyn til grund for vejledningen. Det kristne menneskesyn er i en evangelisk luthersk sammenhæng, at det enkelte menneske er Guds hellige, velsignede skabning. Dette igen sagt i lyset af inkarnationen, som stadig viser vejen ned på jorden – ikke op i mirakuløse himmelsfærer. Målet er at blive sandt menneske, at udfolde det menneskelige helt ud til grænsen. At leve et menneskeliv. Målet er ikke – som menneske – at søge at blive guddommelig.

 Vej-lederens opgave undervejs?

 Vejlederens opgave undervejs er – som medvandrer på et stykke af konfidentens livsvej, – at hjælpe ham eller hende med at finde vej, hvor han ikke selv kan se udvej. Måske af og til at finde og anvise en vej midt imellem yderligheder. At give støtte dér, hvor konfidenten ikke har selvstøtte nok til at kunne gå vejen alene. At støtte konfidentens vækst og modning i forhold til dét at kunne rumme en af og til modsætningsfyldt virkelighed. At kunne spejle konfidenten sådan at selvbilledet tager farve af det kristne menneskesyn. Dvs. at kunne hjælpe konfidenten til at se sig selv som Guds hellige, velsignede skabning og til at kunne tage imod livet, sådan som det kommer til ham/hende.

 Vejen, en vej-leder må gå, hvis han vil være jorden tro –   som medvandrer

Som ovenfor beskrevet bliver en helgen – og i nutidig sammenhæng guruer – til, når vi mennesker søger efter mirakuløse udgange fra livets brogede, modsætningsfyldte vej gennem andre mennesker. Og når vej-lederen i mødet med det hjælp-søgende menneske falder for fristelsen til at blive større, end han er og love mere, end han kan holde.

Jeg anvender billeder af vejen som gode, enkle billeder på livet. Billeder, jeg har med mig fra pilgrimsvandringer, under hvilke det igen og igen er muligt at finde tilbage til de grundliggende betingelser for eksistensen. Fordi vandringen giver sådanne enkle billeder af livet som en vej, holder jeg af at tale om vej-ledning i pilgrimsperspektiv. Og noget af dét, der står særligt tydeligt for mig, er betydningen af at have en medvandrer.

Det er som medvandrer, jeg ser mig selv, når jeg – som sjælesørger eller terapeut – følges med et menneske på et stykke af hans livsvej. Medvandrere er lige værdige. De har begge en vej at gå. De har begge noget at bære på. De har begge sår med sig fra fortiden. Og for dem begge gælder det, at det af og til kan være svært at finde udvej. For begge gælder det, at det kan være godt at have en medvandrer en tid, der kan se livet lidt udefra. En medvandrer, der kan bidrage med to øjne, der kan se virkeligheden i et andet perspektiv end dét jeg, der står midt i en bestemt situation, selv kan se.

Respekten for den anden, for vægten af hans historie, for de gode grunde han har til at reagere og være og tænke som han gør, er væsentlig. Tanken er, at selvom jeg kan bidrage med nye vinkler og støtte gennem svære tider, så er det hám, min medvandrer, der bedst ved, hvordan han har det. Og det gælder om at lytte og om at spejle dét, jeg ser, så han kan få øje på noget af det, han allerede ved – men måske ikke tør vide af, fordi det gør ondt at vide det.

Går jeg et stykke vej sammen med konfidenten og véd af alt dette, tilbyder jeg ham ikke lette løsninger. Jeg giver ham ikke anvisninger på, hvordan han bare skal tænke, og hvad han bare skal gøre. Jeg giver jeg ham ikke løfter om mirakler. Jeg fortæller ham, at jeg – i forhold til hans liv – er ”dum,” og at det er ham selv, der er eksperten. Derved hjælper jeg ham til at se mig som dét, jeg er: et ligeværdigt menneske, og derved befrier jeg ham for at skulle dyrke mig som guru. På den måde støtter jeg ham på vejen mod at tage livet på sig – og i egen hånd. Jeg peger på en værdighed, som han måske ikke selv har opdaget, at han har, men som han får, når han finder modet til at blive dén, han er.

Forbilleder og helgenbilleder

Jeg taler altså fór at understrege ligeværdigheden i forholdet mellem sjælesørger/terapeut og konfident. Det, at vi som mennesker er i besiddelse af samme værdighed. Samme hellighed. Uanset hvilken position vi har i samfundet. Uanset hvilken profession vi har. At fastholde, at vi alle er Guds underfulde, elskede skabninger – uanset hvordan vi er kommet af sted i livet. Uanset hvor vi er havnet. Om det er i en situation, hvor vi må søge hjælp og vejledning, eller om det er i en situation, hvor jeg selv bliver bedt om at vejlede en medvandrer på vejen.

Martin Luther taler om dette, at der ikke er noget menneske, der har større værdighed, større hellighed end andre mennesker: Man har fundet på, at pave, biskop, præst, klosterfolk kaldes den gejstlige stand: Fyrster, herrer, håndværkere og landmænd kaldes den verdslige stand. Det er noget fint opspind og løgn. Dog skal ingen tabe modet af den grund. Det behøver de ikke, for alle kristne er i virkeligheden af den gejstlige stand, og der er ingen forskel på dem, andet end hvad der har med embedet at gøre.” 8.)

Når det angår spørgsmålet om værdighed eller hellighed, så står vi som mennesker lige. Vi er alle helliget, helgener, ved Guds kærlighed i Jesus Kristus. Helliget, velsignet liv er vi.

Det betyder ikke, at vi ikke kan have forbilleder – mennesker, hvis mod skiller dem ud fra flokken. Mennesker, der sætter sig selv til side for at hjælpe andre. Mennesker, der går imod strømmen. De kan på hver deres måde inspirere og vise vej. Modets vej. Kærlighedens vej. Og Gud ske tak og lov for dem!

De mennesker, der er blevet særligt forbilledlige for mig, er dém, der har haft modet til at vise, at de er mennesker. Af kød og blod. Med lidenskab, lyst, styrke, frygt og svaghed. Mod til at være dem de er. Sig selv. Mennesker på godt og ondt. Mennesker, der tør stå ved, at de også kan gå vild. At de også kan begå fejl. At de af og til har gjort sig skyldige. Mennesker, der var forbilledlige i deres menneskelighed og som derigennem gjorde det muligt for mig at være menneske sammen med dem. Derved har de forkyndt evangelium for mig. Gjort livet værd at leve for mig. Vist mig vej. Gennem deres menneskelighed har de vist mig medmenneskelighed. Sådan kan vi mennesker skabe rum for hinanden. Kunsten kan det: Skabe et rum, hvori der er plads til at være menneske med både lys og mørke, glæde og smerte. Søren Ulrik Thomsen gør det f.eks. for mig med digtet:

“En gang om dagen er ensomheden så stor,
At man ikke kan stille noget op med den.
Og én gang er lykken.
Indimellem må man så se at få ordnet sine ting.” 9.)

Og det er dén vej, jeg tror på: Medmenneskelighedens vej. Også for en vej-leder.

Hele forskellen ligger i at kunne være i forhold til at skulle gøre. Væren og gøren. Gennem et langt liv skal vi selvfølgelig gøre en helt masse. Tage ansvar. Handle. Men evangeliet giver os lov til samtidig bare at være. Være dem vi er.  Eller måske rettere sagt: Igen og igen at blive til som os selv – for at kunne være. Det kan ske, når vi møder kærligheden. Når vi møder et medmenneske, der kan og vil rumme os som dem, vi er. Et medmenneske, der er sendt til os – som vi igen og igen bliver sendt til hinanden af Gud selv. For at inkarnationen ikke bare skal være noget, der skete for 2000 år siden og er os uvedkommende. Men at det skal ske igen og igen og igen, at Gud kommer til os i et menneske. Så vi kan mærke, at det er virkelighed. Guds kærlighed er virkelighed, og den gælder også dig og mig.

Ind i den skal vi som mennesker lade os lede og selv skal vi være vejledere ad samme vej.

 

 

1.)    Schultz, A.F. (2010, 13. september) Pilgrimsvandring i en evangelisk-luthersk sammenhæng. Kristeligt Dagblad s. 9 (kronik)

2.)    Schultz, A.F. (2010, 22.november) At komme hjem til sig selv og ned på jorden. Kristeligt Dagblad s.9 (kronik)

3.)    Bradley, I. 1999 Celtic Christianity. Making Myths and Chasing Dreams. Great Britain. Edingburgh University Press.

4.)     Passio Olavi, utgave 1930, s 27.

5.)    Kierkegaard, S. Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien, C.A. Reitzels Forlag, 1859. Andet Afsnit, Capitel I, A, §2

6.)    A. Beisser, International Gestalt Journal, 2004

7.)     Enquist, P.O. Kaptajn Nemos bibliotek. 1991.  Samleren. 3.udg.  s.140-141.

8.)    Martin Luther An den chr. Adel.   http://www.martinluther.dk/adel01.html

9.)    Thomsen, S.U.,  Hjemfalden. 1991. Vindrose.

 

 

Bookmark the permalink.

One Response to Vejledning – en helgen som vej-leder?

  1. Lacey says:

    >>>>Kamieniami to mozna sobie porzucac u siebie, nie trzeba jechac do Warszawy. Jezeli komus chce sie jechac z Zielonej Gory czy Lublina i jeszcze za to zaplacic to chyba ma jakis inny cel niz rzucanie katl.niamie&lm;<<<&it;<<br /> Kibole na ustawki jezdza przez cala Polske….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.