Som præst, er din fornemmeste opgave – igen og igen - at skabe rammerne for fordybelse i gudstjeneste, kirkelige handlinger, sjælesorg og undervisning. For andre mennesker.

Hvornår har du selv tid til bøn og fordybelse?

Tilbud om fordybelsesdage for præster

På fordybelsesdagene for præster er rammen sat for tid til bøn, meditation og fællesskab omkring fordybelsen. Vi indleder i sognegården med lette yogaøvelser med fokus på krop og åndedrag for at komme til stede og finde ind i et nærvær forankret i kroppen.

Midtvejs har vi en kaffe- og the pause med lidt spiseligt. Derefter tilbringer den sidste del af fordybelsesdagen i kirken med fokus på bøn/meditation og fordybelse i en bibelsk tekst med inspiration fra den Ignatianske tradition.

Vi er sammen i stilhed – også i kaffepausen – og stilheden afbrydes kun når vi indleder og som afslutning på dagen, når der inviteres til at dele erfaringer fra fordybelsen.

Fordybelsesdagene er tid til bare at være. Det er støtte til at få bønnens puls mere ind i dagligdagen. Det er en mulighed for selv-omsorg. Det er tid til at mærke krop og sind og give plads til dét, der fylder lige nu i dit liv. Det er tid til fordybelse i din tro.

Hvor og hvornår

Fordybelsesdagene lægges en fast dag om måneden enten fra 10.00-13.00 eller fra 13.00-16.00, efter aftale med deltagerne.

For efteråret 2024 foreslår jeg en dag i september, oktober og november. 

Vi mødes i en kirke/sognegård i dit provsti. 

Tilmelding

Man tilmelder sig de 3 gange, vi sammen kalendersætter i efteråret og jeg håber, at der vil blive givet tjenestefri og dækning af udgiften til deltagelse på 1350,00 kr. pr. deltager fra menighedsråd, provsti eller stift. Oveni deltager-udgiften lægges mine transportudgifter.

Der kan være mindst 6 og højest 10 deltagere i gruppen. 

Spørgsmål og/eller tilmelding til præst og åndelig vejleder Anette Foged Schultz på afs@km.dk 

Anette er trænet som åndelig vejleder i ignatiansk sammenhæng siden 2010 og trænet og certificeret til at guide gennem Ignatius´ åndelige øvelser på London Jesuit Center.

Feedback fra deltagerne i Horsens Provsti:

Fordybelsesdage giver mig et rum for at nære min egen tro. Jeg finder stor glæde ved fordybelsesdage, fordi jeg ikke selv er god til at skabe rum for stilhed, bøn og eftertanke i et hektisk arbejdsliv, hvor egenomsorgen ofte drukner i praktiske her-og-nu-opgaver.
Søren Frost Jensen
Sognepræst
Fordybelsesdagene er for mig et åndehul. Fordybelsesdagenes stilhed og bøn nærer mig som menneske og præst. Fordybelsesdagene hjælper mig til at ”passe” min praksis ikke mindst i form af bøn.
Charlotte Krog
Samarbejdspræst
Fordybelsesdagene giver mig en lille fællesskabs-ø af kolleger, hvor jeg finder hjem til den tro, der i sin tid satte mig på sporet af at blive præst. Samtidig er det en oase af koncentreret fred og bøn midt i en travl og sjælekrævende hverdag.
Dorte Stenberg Isaksen
Sognepræst
Fordybelsen er en modvægt til mit arbejdslivs travlhed og høje følelsesmæssige belastning. Fordybelsestiden giver næring til og kropslig erfaring af Guds nærvær, så jeg har noget at øse af, når jeg igen går ud i verden. Det er et hjerteligt, forløsende og støttende fællesskab.
Naja Bisgaard Krogh.
Gymnasie- og hospitalspræst